Der blev uddelt parkeringsbøder til elbiler ved ladestandere ved Superbrugsen i Skagen. Privatfoto
Livet her

Elbil-ejere fik parkeringsbøder på stribe

05. august 2022 kl. 13:32

SKAGEN: For flere elbil-ejere, der onsdag skulle oplade deres sin elbiler i Skagen, blev det en ekstra dyr omgang. De blev nemlig mødt af en parkeringsbøder i forruden ved de fire el-standere ved SuperBrugsen på Sankt Laurentii Vej i Skagen.

En bilejer fortæller til Nordjyske.dk, at han finder det meget aggressivt, når det tager adskillige timer at oplade en elbil, og han har opfattet det sådan, at pladserne ved ladestanderne er fritaget fra den normale p-afgift på 13 kroner pr. time.

Hos Frederikshavn Kommune, der står for parkeringskontrollen i Skagen, understreger afdelingsleder Anne Merete Henriksen i Park og Vej, at elbilerne ikke er fredede fra at betale p-afgift ved ladestanderne. I hvert fald ikke ved ladestanderne ved SuperBrugsen. For faktisk er der fri parkering ved de to ladestandere, der findes på parkeringspladsen ved Grenen. Det skyldes, at de to ladestandere blev sat op for otte år siden som et regionalt pilotprojekt, og det var dengang de første ladestandere i Frederikshavn Kommune.

- Jeg mener, at det fremgår tydeligt af skiltningen - både ved Grenen og ved SuperBrugsen - hvor man skal betale, og hvor man ikke skal. Jeg ved godt, at der er nogle elbilejere, specielt fra de større byer, der kan være vant til, at det er gratis at holde ved ladestanderne, men det er kun de to ladestandere ved Grenen, der har gratis parkering, og det skyldes en gammel aftale, siger Anne Merete Henriksen til Nordjyske.

Der er i øvrigt flere ladestandere på vej i Skagen. De nye ladepunkter bliver sat op på Fyrvej 38 og Chr. X´s Vej 4 i Skagen.

- Det tager jo fart med nye ladestandere, så selvfølgelig skal vi så også have drøftet en ensartet administration på området, siger Anne Merete Henriksen.

Nyeste