Ejner fortæller: Kom til foredrag om Amazonas
Nu, da vinteren forhåbentlig synger på sidste vers, er det tiden, hvor Bangsbo Botaniske Haves Vennekreds holder sin årlige generalforsamling. Det sker onsdag d. 22. marts i Gartnerhuset. Mødet betyder også gensyn til de af Vennekredsens medlemmer, der har holdt pause siden årsafslutningen i oktober sidste år og har ladet batterierne op til en fornyet og særdeles værdsat indsats i Haven i månederne fremover.
Generalforsamlingsdelen af mødet plejer at være afviklet på en halv time, hvorefter det er tid til årets indlægsholder. I år er det et af kredsens bestyrelsesmedlemmer, nemlig Ejnar Josefsen, der i ord og billeder vil fortælle om en uforglemmelig rejse i 2022 med besøg i Amazonas og på Galápagosøerne.
Ejnar Josefsen vil fortælle om jungleture både om dagen og natten samt besøg i Tågeskoven og højt oppe i Andesbjergene i op til 4.500 m. Han fortæller om farefuld kørsel på bjergveje med mudderskred på kanten af afgrunden og om masser af dyreliv og farverige byer og mennesker. Turen endte på Galápagosøerne med besøg på tre af øerne, hvor man bl.a. boede helt alene imellem kæmpeskildpadder
Efter foredraget er Bangsbo Botaniske Haves Vennekreds vært ved et lettere traktement.