Eftertragtet efterskole fylder 50 år - men de har ingen planer om at udvide
HØRBY: Hørby Efterskole kunne søndag 9. april 1972 byde velkommen til skolens første 43 elever, heraf 25 kom direkte fra Grønland.
Kun to forstandere har tilsammen gennem årene sagt goddag og farvel til mere end 5.000 elever.
Hørby Efterskoles første forstander var Finn Jacobsen. Hustruen Emmy Jacobsen var også med fra dag ét og de følgende 30 år, hvor hun tog sig af køkkenregionen og sørgede for den fulde forplejning til skolens elever og personale.
Efter 10 år, som lærer på skolen, overtog Mogens Vestergård Pedersen i 2002 forstanderkontoret.
En efterskole i udvikling
Såvel de fysiske rammer som pædagogikken har været under en rivende udvikling under dygtig ledelse af begge forstandere.
I dag kan man ikke nævne den tidligere stationsby Hørby, vest for Sæby, med små 400 indbyggere uden, at der også bliver sagt Hørby Efterskole.
Finn Jacobsens fortæller, at i hans tid som forstander var byen, som alle andre landsbyer, større og med flere forretninger. Mogens Vestergård Pedersen pointerer, at det er vigtigt for efterskolen, at Hørby stadig er en levende landsby med masser af foreningsliv og folkeskole.
I starten af halvfjerdserne var der stor fokus på opførelse af tidssvarende elevværelser og en række fælles servicefaciliteter. I 1981 blev der opført en idrætshal og i 1990 kom musikhuset til. Begge faciliteter blev starten på skolens to største valgfag, nemlig musik & drama samt idræt.
I de seneste år har der også hyppigt været besøg af håndværkere, hvor der løbende er foretaget renoveringer og bygget til, så hovedbygning, elevboliger og klasseværelser matcher kravene til en moderne efterskole.
En kreativ efterskole
Skolen har altid været åben overfor kreativ og nytænkende undervisning for eleverne.
Således har man i den pædagogiske udvikling ladet sig inspirere af Howard Gardner’s teorier om læringsstile.
Læringsstilen beskriver skolen som ”Lær som du er”. Den bygger på fire forskellige indlæringsstile, hvoraf hver elev fra naturens hånd har en foretrukken stil, som han eller hun lærer bedst ved.
Efterspørgslen er stor
I 70-erne var hvert elevhold på cirka 70 elever, hvilket var relativt mange elever efter datidens målestok for efterskoler. I dag har skolen omkring 130 elever, hvilket ligger i den lave ende.
- Selv om der er venteliste, så ønsker skolen ikke at vokse yderligere, da der lægges vægt på en stabil drift, hvor den nuværende personalesammensætning og fysiske rammer er afstemt efter det nuværende elevhold, siger Mogens Vestergård Pedersen.
I de seneste år har elevsammensætningen været, at en tredjedel tager 9. klasse, mens hovedparten tager 10. klasses afgangsprøve.
Ikke kun i Hørby er skoleformen blevet yderst populær, idet 70% der ønsker at gennemføre et 10. klasseforløb vælger en af landets 241 efterskoler.
I modsætning til den traditionelle opdeling i klasser der kendes fra folkeskolen, deles eleverne på Hørby Efterskole ind i årgange. De enkelte fagteams tager løbende stilling til, hvorledes eleverne skal arbejde med udgangspunkt i skolens pædagogiske profil.
Indenfor idrætten er floorball blevet et populært valgfag, som tiltrækker elever langt udenfor regionsgrænsen.
- I kraft af et par engagerede lærere, Dennis Svendsen og Bjarke Stoklund og talentfulde elever, ligger hver årgang på et højt sportsligt niveau, siger Mogens Vestergård Pedersen.
Få timer efter den stolte forstander fremsatte sin udtalelse om skolens dygtige floorballspillere, vandt såvel pige- som drengeholdene guld ved det Nordjyske Mesterskab for efterskoler, der blev afholdt i Sæby Spektrum.
Jubilæumsarrangementer
I 2022 bliver det årlige elevstævne vekslet til jubilæumsstævne, nøjagtig 50 år efter, at det første elevhold trådte ind over dørtrinet i den tidligere håndværkerskoles bygninger.
Der har i mange år - kun afbrudt af corona årene - været tradition for at afholde den årlige sammenkomst for tidligere elever, lørdagen før Palmesøndag, hvilket i år meget belejligt rammer den 9. april.
I år er der lagt op til, at stævnet bliver ekstraordinært festligt med bl.a. tidstypiske fællessange fra de fem årtier, ligesom nuværende elever opfører musicalen ”Livet er det dejligste eventyr”, der er skrevet efter inspiration fra H.C Andersen - og hvor der kan genfindes nogle af de værdier, som Hørby Efterskole bygger på.
Der forventes 500 deltagere og en uge inden sidste tilmeldingsfrist den 1. april, har 400 tidligere elever allerede tilmeldt sig.
I resten af 2022 vil der løbende blive afholdt arrangementer, der markerer Hørby Efterskoles 50-års fødselsdag.
Der vil blandt andet blive afholdt receptioner på skolen torsdag 17. juni.