Efterskrift: Lolita ville tage plejeorlov igen - Laila ville ikke

Interviewet om søstrenes plejeorlov er skrevet før Laila og Lolita Thorup Mose mistede deres far.

Artiklen har været bragt i Kræftens Bekæmpelses medlemsblad tætpåkræft.

Laila og Lolitas far døde hjemme, som han ønskede. De to søstre er nu tilbage på deres arbejde på fuld tid. Laila har desuden meldt sig som frivillig hos Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Aalborg, hvor hun giver gode råd og sparring til pårørende, som overvejer at tage plejeorlov.

På ugeavisen har vi bedt de to om at skrive et efterskrift, om hvad der skete i de sidste uger, og hvordan de tænker på forløbet nu, hvor de er overstået.

Laila Thorup Mose skriver:

Min søster og jeg nåede at have orlov i 10 mdr. og 5 dage.

Vores far døde 23. november 2018. Lolita og vores mor, vores fars kone gennem 54 år var hos ham. Min søster ringede til mig om morgenen, da han var dårlig og jeg kørte alt hvad jeg kunne, men kom desværre 4 minutter for sent.

De 4 minutter har jeg grædt meget over, men er kommet frem til at der må være en mening med det.

Min søster og jeg gjorde selv vores far i stand, sammen med en sygeplejerske.

Vi er begyndt på arbejdet igen, og det er så underligt, at livet bare går videre?

Jeg har haft pludselige tude anfald, som kommer ud af den blå luft. Det er bestemt en stor sorg at miste. Og jegs synes, det er så synd for min mor.

Det er først nu 3 mdr. efter, at jeg mærker hvor ulidelig træt jeg er. Min krop bærer præg af 10 mdr. hvor jeg har været på hele tiden og i konstant alarm beredskab.

Når jeg tænker tilbage, så kan jeg ikke selv forstå, at jeg kunne holde til det. Jeg har ikke fortrudt, at jeg tog orlov, jeg er dybt taknemmelig over den tid jeg fik sammen med min far og jeg har fået så mange gode minder.

Selvom jeg vidste at min far skulle dø, så kom det meget bag på min den gang det skete. Jeg har oplevet, at han har været dårligere på andre tidspunkter, hvor jeg troede han døde, men det gjorde han ikke. 23. november, tænkte jeg ikke, at nu dør han - men det gjorde han.

Fordi jeg ikke fik lov til at sige farvel til ham, så var det meget vigtigt, for mig, at skrive et digt til ham. Det læste jeg op i kirken. Jeg græd konstant under hele ceremonien, men da præsten kiggede på mig og sagde at nu kunne jeg sige et par ord, så gjorde jeg det.

Jeg rejste mig op lagde hånden på kisten og sagde:

Kære far

Hvis jeg skulle digte, hvor meget jeg elsker dig, så er det svært at finde gloser, der beskriver dig.

Men et forsøg skal der gøres, det er det jeg vil, så bliv liggende lidt endnu og hør mit digtespil.

Du var kærlig, stædig og videnskabelig,dejlig rund og lyksalig.

Havde sort humor, masser af charme og godt humør. Var stærkt buttet, helt fantastisk og skør.

Livet og døden kan være svær at forstå, uret i stuen tikker og går i stå. Du kommer ik og trækker uret op som før,

Fordi lorte sygdommen kræft, har lukket din dør.

Du er her ik´ fysisk mere, det er desværre sandt,

men vi har rigtig mange minder om dig, overalt.

Du kæmpede og satte stor pris på vores støtte, glæde og smil,

og når jeg kildede dig under tæerne, lyste du op i et grin.

Jeg har fået sååååååååå mange oplevelser og værdifulde minder,

så jeg midt i al sorgen føler mig som en vinder.

Det smerter mig SÅ dybt det her, aldrig nogensinde at skulle se dig mer.

Men så længe mit hjerte det banker, vil du altid være i mine tanker.

Jeg elsker dig far. Tak for alt.

Så spillede min fars gode kollega fra flåden ”Amazing Grace” på sækkepipe, og så bar familien kisten ud.

Efter min fars død, havde vi 14 dages orlov og så begyndte arbejdslivet igen. Jeg har haft en fantastisk støtte fra min arbejdsplads, kollegaer og venner. Det er guld vær og ikke en selvfølge, så det værdsætter jeg meget.

Jeg har fået en dagbog af min ældste datter (som er forfatter) og den har jeg brugt meget. Den hjælper mig til at bearbejde alle mine følelser og tanker. Det har der ikke været tid til under den lange orlov.

Jeg er så glad for at være på arbejde igen, jeg har et normalt liv. Jeg skal bare lige komme til kræfter igen. Det er utroligt så omstillingsparat man er.

Selvom jeg er rigtig glad for at være på arbejde igen, så kan det være svært at forholde sig til dagligdags problemer.

Jeg tager mig selv i at tænke, er det værd at bruge tid på, det er da ikke et problem. Jeg prioriterer anderledes og værdsætter tingene meget mere. Jeg er heldigvis født med et positivt sind, og har let ved at glæde mig over de små ting, og alt er bestemt ikke blevet mindre værdifuldt for mig, efter min orlov.

Jeg håber min mor bliver 120 år og er frisk til det sidste, for jeg tror ikke jeg har kræfter til at tage orlov igen. Min mor har været der hele tiden gennem orloven. Hun har mistet hendes bedste ven, hendes livsledsager gennem 54 år. Da min far var død og gjort i stand og lå i hans flotte marine uniform, kyssede min mor ham og sagde at hun gerne ville gøre de 54 år om igen. Det er da virkelig kærlighed.

Igennem hele orloven har min søster og jeg samarbejdet fantastisk og det er jeg rigtig stolt over. Jeg kunne aldrig have gjort det alene. Jeg vil vove, at påstå at jeg kan se på min søster, hvad hun føler eller tænker, uden hun behøver at sige noget, fordi vi er blevet så tætte, så kan jeg aflæse hende og det kan hun helt sikker også ved mig.

At have orlov har været det hårdeste og samtidig det mest meningsfulde for mig. Selvom orloven har gjort at jeg har fået mange gode minder! Så er det bestemt ikke omkostningsfrit og jeg kan ikke anbefale det til andre.

Lolita Thorup Mose har derfor sendt os dette:

Vores far opgav desværre kampen mod kræften 23. november 2018.

Jeg er meget glad for at vi valgte at tage orloven. Det var hårdt men gav også mange gode oplevelser og snakke som jeg ikke vil være foruden. Vi kom utrolig tæt på hinanden igen og førte samtaler om alt mellem himmel og jord. Vi kunne både græde og grine sammen.

Jeg er glad for at vi tidligt i forløbet aftalte at der skulle ske noget positivt hver dag. På gode dage kunne vi tage på tur og f.eks. køre igennem byer, vores forældre havde boet i som unge og derved fik vi mange sjove fortællinger om deres liv. På mindre gode dage lavede vi picnic i haven.

Jeg er glad for at vi var to der delte orloven, det bragte også os, som søstre tættere på hinanden og det var dejligt at have en person der forstod mig så godt, uden at jeg skulle forklare en masse.

Mor var selvfølgelig også en stor støtte, hun tog et stor del af læsset. Hun var der jo 24 timer i døgnet, hvor vi trods alt kørte hjem og havde lidt tid til andet. Mor kunne kun koble helt fra de få timer hvor hun var til gymnastik eller andet. Og vi var hos far.

Som familie er vi blevet stærkere, det gør noget ved os, når man er gennem et sådant forløb hvor følelserne sidder udenpå tøjet. Vi er blevet mere bevidste om hvad der er vigtigt og har nemmere ved at sige pyt til de ting i hverdagen der alligevel ikke betyder så meget.

Jeg savner min far utrolig meget og har ofte lyst til at snakke med ham. Men jeg er meget taknemlig over, at vi fik så megen tid sammen de sidste 10 måneder af hans liv.

Det er svært at komme tilbage til et almindeligt liv. Der mangler noget og savnet af far er der hver eneste dag. Det er svært at acceptere at livet bare går videre og at man nu igen bare skal forholde sig til almindelige dagligdags ting. Det er også svært at man ikke lige kan ringe til far og få et godt råd eller bare en snak.

Men det får også en til at prioritere hvad det er vigtigt og jeg gider ikke blive sur over småting. Jeg har lært at være mere positiv og fokusere på det der giver glæde frem for det jeg alligevel ikke kan ændre.

Til det sidste vil jeg gerne tilføje, at jeg vil stærkt anbefale det til alle der har mulighed for at tage orlov. Det er hårdt men giver så utrolig meget. Og jeg vil helt sikkert gøre det igen.