Efterårsferie på Sognefogedgården

I uge 42 kan man på museet prøve at lave kartoffelmel

09. oktober 2017 kl. 07.00

I efterårsferien kan man på Sognefogedgården komme og prøve, hvordan man lavede kartoffelmel, lave Madam Blå kaffe eller høre om, hvordan det var at være barn da oldeforældrene var børn.

Kartoffelmel brugte man til at stive hvide forklæder, pyntelommetørklæder, strutskørter, duge og lyseduge. Også dengang brugte man kartoffelmel i madlavningen, blandt andet til rødgrød og fløjlsgrød.

I dag er der igen dyr på gården, og især børnene glæder sig altid til at hilse på hestene, hønsene, ænderne og kaninerne. Hønsene og ænderne går frit omkring på gårdspladsen, og de små shetlandsponyer vil også gerne snakkes med.

Man kan få et godt indblik i livet på landet i gamle dage ved at besøge den gamle museumsgård, som er det eneste sted i Frederikshavn der fortæller om den almindelige Frederikshavners liv for 100 år siden, på en levende og autentisk måde. Her kan man også høre små sjove anekdoter om den sidste ejer af den godt 300 år gamle Sognefogedgård. Det vil også være sidste chance for at se udstillingen "De glemte landsbyer Øster og Vester Flade".

Den gamle museumsgård, Mellergårdsvej 3, Frederikshavn, har åbent hver dag fra søndag den 15. oktober til og med lørdag den 21. oktober - alle dagene fra kl. 12-16.

Det er gratis for skoler og andre institutioner at besøge Museet Sognefogedgården, hvor de kan få en gratis rundvisning. Se evt. mere på hjemmesiden www.sognefogedgården.dk. Man kan også finde den gamle museumsgård på Facebook, Instagram og TripAdvisor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste