Dybvadbrand i fokus ved parole
Beredskabet er centraliseret og det giver et tæt parløb mellem brandstationerne
FREDERIKSHAVN: I anledning af årsskiftet har beredskabet i Frederikshavn haft sin årlige parole, hvor direktøren for Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen og borgmester Birgit S. Hansen holdt taler for beredskabets ansatte og frivillige.
Et af parolens fokuspunkter var det vigtige samarbejde mellem brandvæsenet forskellige afdelinger i Frederikshavn Kommune.
Og her var opmærksomheden blandt andet rettet mod hele tre brande på en gård på Fuglsangvej i Dybvad på mindre end tre døgn.
Første brand opstod sent fredag aften, hvor der var gået ild i en bigballe, der lå i et maskinhus i en længe på gården, der huser op mod 800 grise.
Men to dage senere - søndag aften omkring klokken 22 - blev brandvæsenet så kaldt ud til gården igen.
Og denne gang var det mere alvorligt.
Der var ild i et bigballelager i samme længe på 300 bigballer, og da beredskabet nåede frem, stod ilden ovenud af taget i laden.
Branden var så voldsom, at beredskabet valgte at lave en såkaldt kontrolleret nedbrænding.
Om det er denne brand, der blussede op mandag eftermiddag, er fortsat uvist.
Men her var det stuehuset, der stod i flammer.
Denne store december-opgave, kaldte på det tværgående nordjyske samarbejde mellem stationerne i Sæby, Østervrå, Frederikshavn - samt Brønderslev og Dronninglund.
Og det viser om noget at det tætte parløb i beredskabet er afgørende, lød meldingen ved parolen.