Dukkefilm om store spørgsmål
Morten Zachariassen har et talent. Han kan tegne og fortælle en historie, som er grovkornet og satirisk. En historie om, hvordan vi danskere opfatter og taler om flygtninge.
Det er der kommet en herlig og tankevækkende tegne/dukkefilm ud af: "Jytte a danish hero."
Morten Zachariassen er 37 år, far til to, er opvokset i Frederikshavn, og han fandt ud af, at han ville lave dukkefilm, mens han gik på seminariet i Hjørring.
- Animationsfilm kan italesætte problemer som flygtningedebatten på en helt anden måde end andre udtryksformer. Tegnefilmens figurer skaber en naturlig distance, som gør at folk hører efter igen, forklarer han.
Jytte a danish hero - handler om Jytte, der bor i kolonihaveforeningen Dannevang, og en dag modtager hun flygtningen Claus med pakkepost.
Hendes naive nabo Jacob mener, at Claus sagtens kan bo i Jyttes redskabsskur, mens den paranoide Hr. Schlect er sikker på, at flygtningen er selvmordsbomber.
Og så udvikler historien sig ellers, og uden at afsløre for meget, er det en rigtig dårlig idé for Jytte at få fat på Holger Danske oppe på Kronborg.
Holger Danske, som jo bekendt vil tage affære, hvis Danmark er truet.
Dukkefilmen var Morten Zachariassens afgangsfilm fra Den danske Filmskole i 2016.
Den 15 minutter lange tegnefilm vandt senere den såkaldte Amnesty pris på den franske filmfestival Poitiers Film Festival.
I dag arbejder Morten fuld tid med dukkefilm.
Han bruger især tid på to projekter, en filmatisering af en Bent Haller og en sit-com dukke-tv-serie. Sidstnævnte er i øvrigt i samarbejde med SF Film, som står bag Norskov.
Og Jytte. Hun lever sit eget liv. Hun er på vej til Italien, hvor hun skal vises på endnu en udenlandsk filmfestival.