Dronninglunds elever satte fokus på de 17 verdensmål
FN’s 17 verdensmål? Hvad er det nu lige, det er? Ja et eller andet med klima og miljø og noget andet. Men hvor meget andet?
For at få helt styr på verdensmålene og ikke mindst den dystre baggrund for disse mål, arrangerede FN Forbundet i samarbejde med Dronninglund Gymnasium en spændende fællestime med bl.a. en politisk debat om verdensmålene, klimalov og den kommende klimahandlingsplan.
Ikke alle eleverne var så heldige at være med – coronas fangarme rækker langt, så med den rette afstand og mundbind og sprittede hænder, var der ikke plads til alle, så de udvalgte klasser var primært klasser med særlig interesse i samfundsfag og naturfag.
Og der var fint besøg til den politiske debat: minister for udviklingsarbejde Rasmus Prehn (S), folketingsmedlem for Venstre Anne Honoré og for de konservative Per Larsen. Desværre var repræsentanten for Enhedslisten Peter Hvelplund fraværende på grund af forhandlingerne på Christiansborg om hjælpepakkerne til det betrængte erhverv. Men så kunne de jo godt have sendt en anden repræsentant, så spændvidden i den politiske debat var blevet lidt større.
Inden den politiske debat var der en introduktion til verdensmålene fra FN Forbundets skoletjeneste, hvor et væld af plancher med tal, grafer og statistik blev gennemgået med det formål at gøre eleverne bevidste om den globale verden, de er en del af.
Verdensmål 17 blev vedtaget af FN i september 2015 og omfatter bl.a. stop sult, ansvarligt forbrug, klimaindsats, bæredygtig energi ligestilling mellem kønnene, rent vand og sanitet, anstændige jobs og økonomisk vækst. Formålet er at alle FN-nationerne frem til 2030 skal have fokus på disse emner i deres fremadrettede politik.
Under den politiske debat var der flere spørgsmål fra eleverne om bl.a. CO2 reduceringen på 50 procent frem med 2030 samt økologisk landbrug overfor konventionel landbrug.