Dronningen LÆNGE LEVE er også for de unge

Efterskoleelever har besøgt udstillingen om Dronning Margrethes liv på PixlArt.

20. december 2019 kl. 11.45

ØSTERVRÅ: 150 efterskoleelever fra Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole indtog i sidste uge udstillingshallerne hos PixlArt. Her beviste de, at den aktuelle udstilling om Dronningen også er for helt unge mennesker.

- Det er simpelthen fantastisk at opleve unge mennesker, der nysgerrigt og videbegærlige kastede sig ind i udstillingshallen, lød det fra formand Tao Lytzen, som forleden slog dørene op for flere hold elever fra Halvorsminde. Skolens bus kørte i faste pendulfart mellem Hjørring og Østervrå for at fragte de mange elever frem og tilbage.

Den samlende effekt

På opfordring blev eleverne ved ankomsten bedt om at synge ”Der er et yndigt land”, for at understrege den samlende effekt, som ikke kun kendetegner nationalsangen, men også vores regent Dronning Margrethe. – Det var interessant at se, hvordan de unge ser på udstillingen på en helt anden måde end deres forældre og bedsteforældregeneration vil gøre det, lyder det fra formanden, der ikke er i tvivl om, at de unge også fik noget ud af besøget. De reflekterede helt sikkert mest over de temaer, som de kunne forholde sig til, fordi de har en erindring om det. Og de brugte også rigtig meget tid på de mange nytårstaler.

Udfordring

Gulvet i kirken er malet rødt og herpå er anbragt hvidmalede siddepladser, der leder tankerne hen på Dannebrog. Eleverne blev stillet overfor en lille opgave, hvor de skulle finde et nationalt symbol i udstillingen. Det var ikke helt let. En af grupperne spottede straks den lille detalje med de rød/hvide farve. Til gengæld var et par andre gruppe vakse til at få de hvide moduler til at danne både et M for Margrethe og et D for Daisy. – Den var helt ny for mig, indrømmer Tao Lytzen.

Udstillingens lille joke med diademer var populær, så nu er der ikke flere tilbage, og Dronningemandlerne fik også ben at gå på. Rygtet vil vide, at der er sendt bud efter nye forsyninger.

LÆNGE LEVE

Udstillingen, der kan ses frem til 24. maj, holder åbent i weekenden og i alle helligdagene fra den 25. – 30. december samt 1. januar, kl. 11-17.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste