Drømmen gik i opfyldelse
Anni Hasselflug er ny udkørende fodplejer i Frederikshavn
Anni Hasselflug har netop etableret sig som ny udkørende fodplejer i Frederikshavn med firmaet Let på tå - fødderne
Og med det er en mere end 40 år gammel drøm gået i opfyldelse. En drøm, der går helt tilbage til Anni Hasselflugs skoletid.
- Jeg var i skolepraktik ved Dore’s klinik i Skagen, en klinik som arbejdede med alt inden for velvære skønhedspleje, fodpleje, massage, zoneterapi, fitness. Jeg var dengang specielt interesseret i kosmetologuddannelsen, men det kunne man ikke leve af på daværende tidspunkt.
- Efter endt praktik kom jeg stadig på klinken, og jeg var så heldig at få arbejde efter endt skolegang. Jeg lærte rigtig meget inden for de forskellige områder, men det var især fodplejebehandlingerne, som jeg fandt spændende at arbejde med, men jeg fik aldrig mulighed for at få uddannelsespapir indenfor for faget, fortæller Anni Hasselflug.
Senere blev hun uddannet, som beskæftigelsesvejleder og har som sådan arbejdet i godt 30 år på henholdsvis Ingeborghus og nu Bangsbo aktivitetscenter.
- Det har været et arbejde med en stor berøringsflade med mange forskellige mennesker især ældre og denne kontakt vægter jeg højt, siger Anni Hasselflug.
I januar blev hun lægeeksamineret klinisk fodplejer - og det gav muligheden for at etablere det nye firma.
- Jeg ser med stor glæde frem til mit virke, som udkørende fodplejer, siger Anni Hasselflug.