DM-bronze til 10-årig fra FG90

Helena Bjerregaard Rusbjerg fik en flot tredjeplads ud af 20 deltagere i RSG

22. juni 2017 kl. 08.00

Sidste weekend i maj 2017 deltog 10-årige Helena Bjerregaard Rusbjerg fra FG90 ved DM i Rytmisk Sports Gymnastik (RSG), og her blev det til en flot bronzemedalje ud af de i alt 20 gymnaster, som deltog i rækken.

- Det er et rigtig flot resultat, som vi er meget stolte over, lyder meldingen fra FG90.

- For første gang ved DM i RSG fik også vores to nye RSG gymnaster, Lærke Kjelgaard Gustafson og Selina Rask, lov til at prøve kræfter på det nationale plan, og her opnåede de begge tilfredsstillende placeringer, set ud fra at begge piger er helt nye gymnaster i RSG.

- Nu er sæsonen slut for i år, men der trænes stadig sommertræning i både juni og august, hvor vi håber på at modtage vores nye flotte konkurrence-gulvtæppe, som er blevet sponsoreret af blandt andet Spar Nord Fonden, NS System og Calundan. Vi har i flere år haft mange udfordringer ved at skulle træne vores dygtige piger på trægulve, men det er der heldigvis blevet lavet om på nu, udtaler træner Helle Rusbjerg.

Hun ser frem til en fantastisk sæson, hvor FG90 kan videreudvikle sine dygtige gymnaster.

Den 1. juli 2017 kan alle tre piger opleves på Nørresundby Torv, hvor de giver en flot opvisning i forbindelse med DGI Landsstævne 2017.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste