Direktør er glad: Forårsmesse var stor succes
Der var forår i luften i Frederikshavn i weekenden.
Arena Nord åbnede dørene til årets forårsmesse, og 9914 gæster var forbi – ligeligt fordelt på begge dage.
- Det gik fantastisk. Solskin og lave temperaturer gav forårsfornemmelser, uden at folk kunne komme i haven, fordi det var for koldt, siger administrerende direktør Per Malmberg, Arena Nord.
Motionsløb
Som noget nyt var der også motionsløb på programmet. Deltagermålet var 200, og det endte med 253 tilmeldte.
- Hele messen forløb rigtig godt, og vi er glade for at kunne samle så mange mennesker i løbet af weekenden, siger Per Malmberg.
Af andre nyskabelser var børnenes rekorddag for de mindste børn, og for de lidt større var der trampolinland i atletcentret.
Dato på plads
Den flotteste stand – kåret af publikum – blev XL Byg Elling. Præmien er en frokost for alle medarbejdere hos Arena Nord.
I 2024 finder forårsmessen sted 2. og 3. marts.