Digital undervisning for alle klasser
Alle elever skal undervises hjemme frem til 17. januar
KOMMUNEN: På grund af det stigende smittetryk i Frederikshavn Kommune besluttede den kommunale krisestab tirsdag, at elever i folkeskolen fra 5. til 10. klasse skulle undervises digitalt frem til 11. januar.
Skolerne ville dermed alene åbne for de mindste klasser 4. januar.
Men da det ikke kun er Frederikshavn Kommune, der mærker et stigende smittetryk blev krisestaben overhalet inden om at statsministeren som i aftes udsatte den fysiske skolegang helt frem til 17. januar for alle.
Det gælder hele landet - også Frederikshavn.
Og det gælder ikke alene skole-eleverne.
Således forlænges alle de skærpede tiltag, som gælder til og med 3. januar - herunder lukning af serveringssteder, storcentre, detailhandel, frisører, hjemsendelse af studerende og elever ved ungdomsuddannelserne.
Tiltagene forlænges frem til og med 17. januar 2021 for at reducere aktiviteten i samfundet og fastholde epidemikontrollen.
Ud over de skærpede tiltag frem til og med 17. januar 2021 gælder der fortsat øvrige nationale tiltag til og med 28. februar 2021, herunder anbefalinger om begrænsning af social kontakt, forsamlingsforbud og krav og opfordringer om brug af mundbind og visir mv.