DGI-løb i Sæbygaard Skov
Mountainbikerne satte kursen mod Sæby - og det var ikke så ringe endda
SÆBY: Selv om kyndelmisse har slået sin knude, som St. St. Blicher skrev i 1838, var der 9. februar hverken frost, hvidt forneden eller foroven, men masser af regn, blæst for oven med mudder og søle for neden på mountainbikesporene i Sæbygaard Skov.
Grundet et stort skovarbejde i Kongshøj-skoven måtte DGI i sidste øjeblik flytte deres 5. afdeling af MTB Vintercup.
Selv med kun et par ugers varsel fik Niels Egholm og en række andre engagerede mountainbikekørere fra Sæby Motions Cykel Club i samarbejde med DGI arrangeret et vellykket løb med 165 deltagere.
Det var første gang, men formentlig ikke sidste, der blev arrangeret vintercup løb i Sæby.
Fra rytterne kom der mange positive tilbagemeldinger om ruten og løbets afvikling.
Vintercup løbene består af otte løb, fordelt geografisk over hele Nordjylland. Løbsserien, der køres på nogle af de bedste spor, startede i november og sidst løb køres i Katsig Bakker 29. marts.
Cuppen er for alle MTB motionsryttere – uanset om man er med i en klub eller ej, og om der trænes 1 time eller 10 timer om ugen. Løbsruterne er tilpasset både årstid og målgruppe.
Dagens vinder i juniorrækken – kørere under 15 år – blev Sebastian B. Vesteraard, WW Racing, Aalborg.
Seniorerne fordelte podiepladserne mellem sig således:
Nr. 1 Lars Johnsen, Aalborg, Nr. 2 Lars Christensen, Støvring og nr. 3 Michael Stidsborg Sæby