DG spreder lys i mørket

03. november 2020 kl. 14.00

KOMMUNEN: ”Det er en kold tid, som vi lever i”, synger Kim Larsen – ja, både kold og mørk. Men DG spreder lys i mørket – bogstavelig talt.

Mandag morgen kørte eleverne fra Dronninglund Gymnasium ud til Plejecenter Margrethelund med 40 udskårne og oplyste græskarhoveder, der blev stillet op rundt omkring uden for plejecentret, så alle beboerne kunne få glæde af både lyset og gyset i flere dage. Lige indtil der ikke er mere strøm i de små batterier.

I disse corona-tider var der ikke mulighed for fysisk kontakt mellem plejehjemsbeboerne og DG-eleverne, men de mange smil og vink fra beboerne var mere end nok: Det blev spredt lys i mørket.

- Det var en god oplevelse – og rigtig hyggeligt, lød det samstemmende fra eleverne.

”Oplysningen” begyndte allerede torsdag i sidste uge, hvor 2. og 3. g’erne i et par timer med kniv og ske tog fat på at udhule de mange græskarhoveder. Og de elever, der ikke lige var plads til omkring ”operationsbordet” kunne så sidde og hygge sig lidt med spil og musik.

Hver klasse skulle kreere tre hoveder, der herefter blev stillet op i DG’s fællesareal – og fredag var det så alle 1g-klassernes tur.

I dagens anledning var mange af eleverne på DG klædt ud – det løftede stemningen.

Under normale omstændigheder ville arrangementer af denne type ske på tværs af klasserne – det styrker sammenholdet – men i disse tider må klasserne ikke blandes.

- Det var et super godt initiativ, sjovt og hyggeligt – og med alle de aflyste events, der har været i løbet af skoleåret, er det med at finde på noget nyt og skabe nogle nye traditioner, fortæller Marie Andersen 1e.

- Ja, og så var det dejligt at slutte ugen af med lidt afslappende efter et par hårde prøver i naturvidenskabeligt grundforløb og almen sprogforståelse, fortsætter Marius Østergaard 1e.

Alle klassernes græskarhoveder blev herefter grundigt kigget efter i mindske udskæring: Hvilken klasse lyst mest op med det gyseligste hovedet? Dommerne var på en svær opgave, for der var mange fremragende hoveder.

Men det blev i tæt opløb med et par andre klasser 1b, der løb af med sejren som ”Gysets mester”.

Rektor Lars Jørgensen overrakte diplom til vinderne og i løbet af denne uge bliver præmien så udløst: Ekstra lækker fælles frokost fra kantinen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste