Det summer af travlhed på Sæby Planteskole
SÆBY: Et forår krydret med sol og Corona har givet garvede havefolket masser af tid til at få ordnet haven i god tid. Men perioden har også skabt nye havefolk. For hvad skal vi dog med al den tid.
På Sæby Planteskole er der travlt. Så travlt, at det har været nødvendigt med flere ansatte på arbejde, end normalt på denne årstid.
- Der kommer færrest kunder fra morgenstunden, når vi åbner klokken ni, fortæller Anne Karstenskov Jensen, som arbejder på Sæby Planteskole, og forsætter:
- Vi har lavet og taget de helt store forholdsregler med hensyn til corona situationen, så man nu går ind på den ene side af planteskolen og så er der ensrettet udgang til betaling ved kassen, og så direkte ud til bilen, når man er færdig med at handle.
- Derudover så står der afspritningsflasker klar, så snart man kommer ind og når vejret bliver lidt bedre, har vi planer om at åbne en MobilePay kasse udenfor, så vi bliver ved med at kunne holde afstand og passe godt på os selv og vores kunder, forklarer Anne Karstenskov Jensen.
Sæby Planteskole har egen produktion fra gartneriet i Hørby, som også leverer til andre planteskoler og supermarkeder. Gartneriet producerer ikke kun sommerblomster men også stauder, have- og frugtbuske.
Men grundet coronakrisen er produktionen nedsat grundet manglende aftagning fra blandt andet de mindre butikker.
Eksempelvis har Sæby Planteskole selv i år afbestilt mflere en 50.000 småplanter på gartneriet.
Og selv om at det lyder voldsomt, så er det langt billigere og grønnere tænkt, at afbestille fra start end at lade gartneriet bruge ressourcer, som potte, jord, gødning, varme, personale og transport, bare for at smide ud i sidste ende, fordi situationen i år gør, at man ikke kan sælge det.
- Så det er vigtigt, at kunderne bliver ved med at komme på Sæby Planteskole og støtter os lokalt, fortæller Anne Karstenskov Jensen.
- Vi sætter enorm stor pris på, at vores kunder kommer her og bakker os op. Og vi glæder os til at guide og hjælpe alle haveinteresserede til, at få lige nøjagtig den blomsterhave, det bed, det drivhus eller den køkkenhave, som man længe har drømt om, og nu pludselig har tiden til, at føre ud i livet, understreger Anne Karstenskov Jensen.
I slutningen af april eller start maj holder Sæby Planteskole, som sidste år, en tomatkonkurrence, hvor man henter en gratis tomatplante på planteskolen og ved Havens Dag i efteråret kåres vinderen, som er den person, som har fremavlet den tungeste tomat. Så det er med at holde godt øje med, hvornår den konkurrence starter.
Tilbage er nu kun, forhåbentlig, en fantastisk sommer, hvor vi kan læne os tilbage, kigge udover haven og nyde resultatet af forårets arbejde, som afspejler al den tid, vi havde dengang Coronaen skabte havefolk.