Billede beskrivelse

Det gode liv sidder i hjernen

Hjernesagen måler blodtryk i Føtex den 10. maj

30. april 2017 kl. 08.00

Motion gavner hjernen ved at nedsætte blodtrykket og forebygge blodprop eller blødning i hjernen

Hjernesagen måler blodtryk på 1. sal i Føtex i Frederikshavn onsdag den 10. maj kl. 10-12 og kl. 13-16. Samtidig præsenterer vi vores kampagne "Motion gavner hjernen".

Motion gavner hjernen. Derfor gælder det om at få lidt sved på panden. Motion er alle former for fysisk aktivitet fx at cykle på arbejde eller tage trappen i stedet for elevatoren. Det vigtige er, at man hver dag bruger lidt ekstra kræfter på at bevæge sig. Når man dyrker motion, falder blodtrykket, og det er vigtigt, fordi forhøjet blodtryk er den væsentligste årsag til blodprop eller blødning i hjernen - apopleksi. Derfor er det relevant at kende sit blodtryk. Et normalt blodtryk ligger under 140/90 mmHg.

Motion mod apopleksi

Apopleksi er en af Danmarks store sundhedsudfordringer. Hvert år rammes 12.500 danskere, og 75.000 lever med følgerne efter en apopleksi. WHO har beregnet, at hvert andet tilfælde skyldes for højt blodtryk.

Op imod halvdelen af alle apopleksier kan faktisk forebygges fx ved at dyrke motion og få målt sit blodtryk regelmæssigt. For vores fælles pengepung giver motion også rigtig god mening. Statens Institut for Folkesundhed har beregnet, at Danmark kan vinde op til 11 milliarder kroner pr. år, hvis vi bevæger os mere. Omkostningen til behandling og pleje af apopleksipatienter anslås til at udgøre 2,7 milliarder kroner pr. år.

Antallet kan reduceres

Motion er en naturlig del af arbejdet med at fremme sundhed og forebygge sygdom. Ved bl.a. at fokusere på motion i den forebyggende indsats kan forhøjet blodtryk og antallet af mennesker, som rammes af apopleksi, reduceres væsentligt.

Hjernesagen anbefaler, at alle over 40 år kender deres blodtryk - det kan fx måles hos den praktiserende læge, ved forebyggende ældrebesøg i kommunen og ved udlån af blodtryksmåleapparater til arbejdspladser. Er blodtrykket for højt, kan der eventuelt iværksættes en forebyggende behandling (livstilsomlægning og/eller medicin).

Pas godt på din hjerne

10. maj holder Hjernesagen kampagnedag med fokus på at motion gavner hjernen, og vores lokale foreninger har aktiviteter over hele landet. Kampagnedagen er en del af Hjernesagens store, toårige kampagne "Det gode liv sidder i hjernen".

Læs meget mere om kampagnen på hjernesagen.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste