Det er fitnesstid igen: LOOP slår dørene op i dag
LOOP Fitness er helt klar til tryg genåbning i dag
I dag 7. maj åbner mange af landets fitnesscentre igen - blandt dem Loop Fitness i Skagen Frederikshavn og Sæby.
- Ligesom vores mange medlemmer ser vi rigtig meget frem til, at vi igen kan vende tilbage til de gode træningsvaner, som vi også ved er vigtige for danskernes sundhed, siger direktør i LOOP Fitness Brian Schneider.
Allerede inden den seneste nedlukning er der samlet mange gode erfaringer med corona-forholdsregler. Derfor har centrene været helt klar til genåbning siden den dag, de blev lukket ned.
- Allerede før nedlukningen var rutinen med afspritning, rengøring, mundbind og afstand kørt helt ind i alle vores centre og også taget rigtig godt imod af medlemmerne. Branchens egne undersøgelser viser, at tiltagene under den seneste åbningsperiode var ganske effektive til at forhindre smitteudbrud i centrene. Der blev sprittet af, holdt afstand og vist hensyn. Og vores medlemmer har haft et meget stort fokus på at sikre en tryg oplevelse for hinanden, fortsætter han.
Du kan altså trygt tage ned og træne, når dit center åbner igen fredag den 7. maj, lyder det fra de tre centreledere i vores kommune - Helle Thomsen, Skagen, Lisa Farum, Sæby og Anja Hartmann, Frederikshavn.
I første omgang åbner LOOP Fitness-centrene med reducerede åbningstider.
Kravet om kontrol af gyldigt coronapas og ID er nemlig ikke økonomisk muligt at efterkomme i hele den normale åbningstid i de delvist ubemandede centre, der oftest er ejet af lokale erhvervsdrivende.
- Vi håber, det bliver en midlertidig løsning, som medlemmerne vil møde med forståelse og fleksibilitet. Åbningstiderne bliver lagt på de tidspunkter af døgnet, hvor vi normalt har mest aktivitet i centrene, forklarer de tre centerledere.