
Det bliver en længere juleferie til kommunens skoleelever
Børne- og ungdomsudvalget vedtog i sidste uge, at skolerne i Frederikshavn Kommune får en ekstra fridag i forlængelse af juleferien i stedet for store bededag.
- Det har vi besluttet, fordi børnefamilierne ofte har meget, de skal nå i juleferien, og så kan det give ro at have en ekstra fridag efter nytår.
- Der er også et lille klimaaspekt i det: En skoledag mindre i vintermånederne, er en dag mindre, hvor der skal bruges energi på at varme skolerne op, siger Christina Lykke Eriksen (SF), formand for børne- og ungdomsudvalget.

I slutningen af februar afskaffede folketinget helligdagen store bededag for at finansiere en række andre områder, blandt andet Forsvaret.
Men det samlede antal skoledage forbliver det samme. Derfor skulle børne- og ungdomsudvalget beslutte, hvor fridagen i stedet skulle placeres.
Og i Frederikshavn Kommune bliver det så i juleferien.