Billede beskrivelse

Derfor hædres nordjysk iværksætter og tv-løve

Jacob Risgaard modtager Forårsprisen 2020

05. marts 2020 kl. 13.47
Opdateret kl. 19.28

NORDJYLLAND: Den nordjyske erhvervsleder og Løvens Hule-investor Jacob Risgaard modtager Forårsprisen 2020

Han har i de seneste måneder medvirket i DR’s populære tv-program "Løvens Hule", hvor han slår et slag for dansk iværksætteri ved at investere i en række nystartede virksomheder.

På baggrund af sin store betydning for dansk iværksætteri har den 43-årige erhvervsleder fra Frederikshavn bidraget til at fremme kendskabet til Nordjylland. Derfor modtager han Forårsprisen 2020, som uddeles af Aalborg Kongres & Kultur Center/AKKC ved åbningen af dette års forårsmesse 27. marts, oplyser AKKC i en pressemeddelelse.

Siden 2003 har Jacob Risgaard drevet virksomheden Coolshop.dk, som omsætter for mange millioner og høstet et hav af priser, heriblandt priserne som bedste B2C-forretning og årets arbejdsplads.

Jacob Risgaard er beæret over Forårsprisen 2020:

- Hvem havde troet, at en rod fra Frederikshavn ville stå med en pris, der hylder det kulturelle og ‘ordentlige’? Jeg er enormt stolt, beæret og ydmyg over at modtage dette års forårspris og slutte mig til tidligere modtagere af Forårsprisen, som jeg har beundret og respekteret længe. En speciel tak til AKKC for at vælge mig. Lad os alle fortsætte med at pleje, støtte hinanden og arbejde sammen om at løfte Nordjyllands image som et dynamisk og kreativt sted at bo og arbejde, udtaler han selv i pressemeddelelsen fra AKKC

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste