Der var knaldgod stemning under jazzfestival
SÆBY: Solen dansede i takt til swingende jazzrytmer i pinsen og arrangørerne af Jazzfestivalen kan med et smil på læben se tilbage på to hæsblæsende dage med masser af god musik.
Et talstærkt publikum var troppet op på spillestederne fredag og lørdag og var med til at skabe en fantastisk stemning.
Inge Nørbjerg Rasmussen fra planlægningsgruppen er yderst tilfreds med forløbet og roser de forskellige arrangører på spillestederne for gennemførelsen af nogle rigtig gode koncerter.
Nordkraft Big Band med Marie Mendes der optrådte i Manegen fredag aften havde tiltrukket mere end 100 tilskuere.
Portugisiske Maries Mendes sang om længsel og kærlighed, og hendes inderlige stemme blev hængende i publikums hoveder i lang tid efter hendes optræden
En uforglemmelig aften, hvor bigbandets frodige orkesterlyd nåede nye højder i det spændende samspil med vokalisten.
Hos Sæby Bryghus kunne de næsten ikke får armene ned efter Urban Crooners optræden.
Michael B. Bertelsen fortæller, at det var en magisk crooner eftermiddag med Urban Crooners.
Bandet der spillede og sang autentiske gengivelser af bl.a. Come Fly With Me, I’ve Got You Under My Skin, Sway, Just A Gigolo, kan opleves igen på Sæby Bryghus, når hele Sæby fejrer byens 500-års fødselsdag den 10. august.
Indvielse af scene
Den permanente scene på Sæby Torv kom for alvor i brug under Jazzfestivalen. Formanden for Sæby Handelsstandsforeningen, Hans Ole Kalhøj var lørdag formiddag på de skrå brædder og holdt en flot tale, hvor han hyldede de mange der havde bidraget til at få etableret scenen og hele den nye møblering af torvet.