Der skal stadig strøm til
Elektrikerfaget har gennemgået en helt vild teknisk udvikling i de 30 år, Lars Hostrup har været selvstændig elinstallatør i Frederikshavn. De næste 30 bliver endnu vildere
Ny teknologi, nye lovkrav, fri handel med el-materiel. Der sker hele tiden noget nyt, som gør at en elinstallationsforretning må tilpasse sig og udvikle sine kompetencer.
Men to ting er aldrig gået af mode - godt håndværk og god kundeservice.
Og det er de to hjørnestene, virksomheden Lars Hostrup stadig hviler på og baggrunden for, at virksomheden har udviklet sig positivt og i dag tæller 12 mand.
- Jeg blev uddannet som elektriker hos Emil Sørensens Eftf. i 1978, hvorefter jeg flyttede til Aalborg og læste til installatør. Herefter vendte jeg tilbage til Frederikshavn og blev ansat hos Henry Frandsen, inden jeg fik job hos min gamle læremester, Emil Sørensens Eftf.
- I 1986 havde jeg imidlertid fået lyst til at stå på egne ben og besluttede at blive selvstændig, fortæller Lars Hostrup.
Den 29-årige elektriker gik til opgaven med frisk mod og nye ideer.
Blandt andet slog Lars Hostrup helt fra starten på, at firmaet havde døgnservice.
Uanset hvornår der var brug for en elektriker, kunne man være sikker på, at telefonen blev taget hos Hostrup.
- Jeg var jo ung og kunne godt arbejde både dag og nat, når det skulle være. Og så mange natte-opkald kom der heller ikke.
- Det var planen, at jeg kun skulle være mig selv og drive firmaet fra hjemmeadressen de første år.
- Men allerede efter tre måneder var jeg ved at drukne i opgaver og måtte ansætte en medarbejder.
- Det blev min tidligere kollega Kim Værens, som har været min højrehånd lige siden, siger Lars Hostrup.
Siden blev det mere almindeligt i branchen at have døgnvagt på telefonen.
Firmaet Lars Hostrup udviklede sig, og der blev ansat flere medarbejdere.
Fra starten beskæftigede man sig både med belysning, elinstallationer i både private boliger og virksomheder samt sikring og alarm. Hurtigt fulgte også hvidevarer, netværk m.v. med.
Garagen på Sønderstrand blev snart for lille, og firmaet flyttede til Anholtvej 6.
Her blev pladsen også trang, og så skiftede adressen til Anholtvej 19.
Lars Hostrup lægger vægt på at være lokal elinstallatør i Frederikshavn. Hans biler ses sjældent uden for bygrænsen.
Han har ingen ambitioner om at vokse sig kæmpestor eller blive en del af noget landsdækkende.
Det er ikke rationelt at køre langt efter opgaverne, og der er nok at lave i hjembyen.
Her har Lars Hostrup mange loyale kunder, der sætter pris på nærheden og den personlige service.
Med 12 ansatte har virksomheden en størrelse, så man kan havde de nødvendige kompetencer og magte de fleste opgaver. Der bliver brugt mange ressourcer på videreuddannelse, for faget udvikler sig med raketfart.
- Jeg har et hold at meget dedikerede medarbejdere - nogle vil kalde dem nørder, for de går alle meget op i deres fag og sætter en ære i altid at være på forkant med den ny teknologi.
- Vi følger kurser både herhjemme og i udlandet, for vi skal kunne give kunderne den bedst mulige rådgivning og holde en høj kvalitet i vores arbejde, siger Lars Hostrup og fortsætter:
- Vi er et team med en god kommunikation og et godt arbejdsmiljø. Alle hjælper hinanden og er gode kolleger. Det er meget vigtigt, at vi er ordentlige over for hinanden, så alle trives. Kun da kan vi give kunderne den bedste service.
Lars Hostrup føler både et socialt ansvar og et ansvar for fagets fremtid.
Derfor har han altid en eller to lærlinge, og derfor er der i øjeblikket to ansatte i fleksjob.
Fleksjobberne arbejder på kontoret og lageret og sørger for, at tingene fungerer internt.
Gennem årene har Lars Hostrup uddannet mange elektrikere, og han har i 20 år siddet i EUC Nords uddannelsesudvalg.
Det er vigtigt at sikre nye, dygtige medarbejdere til branchen.
De skal være skarpe, og det er de.
- Da uddannelsen blev skærpet for nogle år siden, gjorde det faget meget mere populært.
- Faget vil komme til at udvikle sig mere, end vi kan forestille os i de kommende år. Det bliver både spændende og udfordrende, og jeg glæder mig til det.
- Der bliver nye måder at tænke teknik på, men uanset hvad, så skal der stadig strøm til, og der skal stadig være nærhed og kommunikation med kunderne - det er vores berettigelse som lokalt elinstallationsfirma, understreger Lars Hostrup.