Der bliver plads til flere biler
Parkeringspladsen lige syd for byrådssalen ved rådhuset i Frederikshavn er i gang med at få den helt store overhaling.
Folk fra Park og Vej har de seneste uger arbejdet på højtryk med at bryde ned - og nu skal genopbygningen så i gang.
Centerchef for Park og Vej, Tommy Rise forventer at man er færdig med projektet om en god uges tid.
- Den gamle P-plads var slidt og vi har været udfordret af et par faldulykker og et påbud i forhold til aflæsninger ved Det Musiske Hus,.
- Alt det får vi nu taget hånd om, siger Tommy Rise.
I tilgift betyder genopretningen at man også skaffer plads til flere biler og det skader ikke i en tid, hvor en del af kommunens P-pladser til ansatte er ramt af byggeriet på Værkergrunden.
Og vejrliget ser ud til at være med Park Og Vej, så alt skulle være klar også til den store juletræstænding ved Julemandens hus i Rådhusparken 26. november.