Den store udpegningsdag
Det første møde i det nye byråd i Frederikshavn Kommune bød på en særdeles lang enetale af borgmester Birgit Hansen.
Dagens særprægede dagsorden bød nemlig på 81 punkter, hvoraf de 76 af dem var udpegning af politikerne til diverse bestyrelser, råd og nævn. Borgmesteren læste ganske enkelt de pågældende personers navne op, og fordelingen var selvfølgelig forberedt på forhånd.
Der er vel og mærke ikke kun tale om byrådsmedlemmer, men også om borgere, der "blot" er medlem af et parti i kommunen. Nogle poster er store og tunge, andre er ovre i den lidt mere kulørte afdeling.
For eksempel skal Helle Pedersen, der ikke er medlem af byrådet, men som arbejder i socialdemokraternes partiorganisation, repræsentere Frederikshavn Kommune i den tidligere statsminister Jens Otto Krags sommerhus i Skiveren. Der er tale om en selvejende institution, hvor formålet er at bevare mindet om Jens Otto Krag. Eller hvad med Sæby Jernkilde, som blev opdaget i 1883, og som i dag fungerer som turistattraktion. Her blev Ole Rørbæk Jensen (S), Karl Falden (S) samt Asger Mortensen (V) udpeget til bestyrelsen.
I den anden ende af skalaen finder vi Hospice Vendsyssel, hvor socialdemokraten Renate Weilov blev valgt, mens Frederikshavn Kunstforening, der står for driften af Frederikshavn Kunstmuseum, fik Ole Rørbæk Jensen (S) og Birgitte Brøndum (EL) som medlemmer.
På byrådsmødet blev der også uddelt poster, som skal varetages uden for kommunen.
Som kommunale andelshavere blev der fundet to personer, som skal træde ind i Repræsentantskabet for Aalborg Lufthavn. Det blev Anders Brandt Sørensen (S) og Flemming Rasmussen (DF).
Af andre "udenbys" poster kan nævnes bestyrelsen i Vendsyssel Teater i Hjørring, hvor Bjarne Kvist (S) og Brian Kjær (S) vil vise fanerne.
Læs alle udnævnelser på Frederikshavn Kommunes hjemmeside.