Den helt tomme kirke

Frederikshavn Kirke må klare sig uden juletræer og menighedsliv i denne jul

23. december 2017 kl. 08.20

Siden Frederikshavn Kirke blev indviet i 23. oktober 1892, har julen været en tid, der har kaldt på samling i det store kirkerum - landets næstrummeligste.

Den tradition brydes så vidt ved for første gang nogensinde denne jul.

Og godt det samme, for bænkeraderne er fjernet - og skal gennem restaureres. De skal ådres - det vil sige males efter den gamle teknik, hvor man maler træ, så det ser ud som om det er mere ædeltræ, end det egentligt er.

Kirken er den eneste i Danmark, hvor der findes et fuldt hold af disse bænke hele vejen rundt, så de er naturligvis bevaringsværdige.

Orglets indmad er også borte som blæsten og den store kasse, søjlerne og alt andet træværk, der ikke har kunnet fjernes, er pænt pakket ind i spånplade.

Gulvene er brækket op og man arbejder nu målrettet på at komme en halv meters penge ned i jorden for at få en super isolerende bund og dermed langt færre udgifter til opvarmning af det kolossale rum.

- Gulvet skulle skiftes - og da vi kan spare ret mange penge i opvarmning ved denne manøvre valgte vi at isolere, siger menighedsrådsformand Steen Hviid Mortensen.

Håndværkerne gik i gang med det store nedtagnings- og inddækningsarbejde for halvanden måned siden - og nu graves der løs for at få gulvene op.

Samtidigt dokumenteres facaderne og der vil inden længe blive sendt droner op for at fotografere kirken hele vejen rundt.

- Vi er kommet rigtig godt i gang - og holder tidsplanen minutiøst fortæller Steen Hviid Mortensen.

Projektet har været på tegnebrættet siden 2010, men det er også en ganske alvorlig sag at håndtere renoveringen af et så gammelt rum.

Derfor måtte de seneste planer da også skubbes næsten et halvt år for at få alt på plads også med eksperterne fra Nationalmuseet, der har skullet sige god for de ændringer, der nu gennemføres.

- Vi skulle være klar efter sommerferien næste år. Vi har sat 31. august som en deadline, siger Steen Hviid Mortensen.

Renoveringen af Frederikshavn Kirke vil koste op omkring 20 millioner, og de er bevilget af provstiudvalget.

Som nævnt er det nu syv år siden, menighedsrådet i Frederikshavn skubbede gang i den renoveringsproces, der nu udmøntes konkret i fysisk handling.

De seneste renoveringer i kirken fandt sted i 1979, hvor der blev lavet toiletter, samt i 1992, da kirken fik fjernvarme.

Netop de høje varmeudgifter er ét af kardinalpunkterne i den kommende renovering.

Ved at etablere et nyt varmeanlæg vil man kunne spare omkring 50.000 kroner i varmeudgift årligt.

Under de foreløbige udgravninger er man stødt på flere centralvarmekanaler under gulvet.

De fremgik ikke af tegningerne, så man anede faktisk ikke, at de var der.

- Enten har Frederikshavn Kirke været foregangsbygning med hensyn til centralvarme, for normalt siger vi, at centralvarmen først tog over 25 år senere end bygningen er fra. Eller også har de oprindelige gulve været brækket op på et tidspunkt, vi ikke kender til og erstattet af det gulv, som vi har kendt siden, siger Steen Hviid Mortensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste