De unge gør noget ved klimaet
Nyt ungeklimaråd skal fremme interessen for klima blandt unge
FREDERIKSHAVN: Det er børnene og de unge, vi skal have fat i, hvis vi for alvor skal gøre noget ved klimaforandringerne, der truer klodens eksistens. Intet mindre.
Det er filosofien bag ungeklimarådet i Frederikshavn, der forleden havde sit første møde.
Ungeklimarådet er ungebyrådets opfindelse, og tanken er, at de unge i ungeklimarådet som "klima-ambassadører" skal formidle budskabet om, hvad vi kan gøre for at vende udviklingen - til andre unge, og at de skal lave konkrete, lokale kampagner og projekter, der lokalt peger i en bæredygtig retning som gode eksempler for andre unge i Frederikshavn Kommune.
Ungeklimarådet er tilknyttet Energibyen Frederikshavn.
Ungeklimarådet vælges for en periode på to år med udskiftning af halvdelen en gang årligt. Rådet består af maksimalt 21 og mindst 12 medlemmer.