De udsatte skal have et talerør i Frederikshavn
En af SIND’s helt store mærkesager i 2018 bliver at kæmpe for, at der bliver etableret et udsatteråd i Frederikshavn Kommune.
Det kom frem, da den lokale afdeling af SIND havde generalforsamling i De Frivilliges Hus i Frederikshavn.
SIND mener, at det er vigtigt, at socialt udsatte har et lokalt talerør, der sikrer, at udsatte borgere bliver hørt i den lokalpolitiske debat.
Derfor opfordrer Rådet for Socialt Udsatte alle kommuner til at have et lokalt udsatteråd, som kan sikre lokal indflydelse og medbestemmelse.
Ved at oprette et lokalt udsatteråd er kommunen med til at sænke dørtærsklen til byrådet og gøre demokratiet mere tilgængeligt.
Byrådet får til gengæld mulighed for at lytte til udsatte borgere og få input, når der skal udvikles politik på udsatteområdet.
Til trods for at det ikke er lovpligtigt, er der et stigende antal kommuner, der vælger at nedsætte lokale udsatteråd og vedtage lokale udsattepolitikker, og vi tror og håber at Frederikshavn Kommune lytter til SIND, sagde formanen for SIND i Frederikshavn Kim-Philip Hejslet på generalforsamlingen.
SIND Frederikshavn fyldte 35 år i efteråret 2017 - og året igennem har der været afholdt mange arrangementer og aktiviteter.
Lokalafdelingen har oplevet medlemstilgang og generelt stor opbakning til foreningens arbejde for psykisk sårbare og deres pårørende.
Aktiviteterne i 2017 var mange, og nogle af de største var foredraget med TV-lægen Peter Qvortrup Geisling, samt foredraget med SIND’s ambassadør Diana Benneweis.
SINDET’s dag 10. oktober blev et af årets absolutte højdepunkter. En dag hvor SIND i samarbejde med Psykiatrifællesskabet i Frederikshavn Kommune lavede et succesfuldt arrangement i og omkring det Musiske Hus, og hvor NIARN - Niels Roos - fyldte det Musiske Hus med hans spændende foredrag.
Året blev afsluttet med SIND’s traditionsrige julekoncert 1. søndag i advent - hvor Kurt Ravn og hans trio trak fulde huse i Abildgård Kirke.
SIND Frederikshavn har også stået fadder til etablering af en SIND Lokalafdeling i Brønderslev Kommune, hvilket har været stort projekt og krævet meget arbejde fra hele bestyrelsen.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Kim-Philip Hejslet som formand, Ellen Vestmark Kaae som næstformand og Niels Chr. Jensen som kasserer.
Carina Holm og Erik Holm Sørensen blev valgt som nye medlemmer til bestyrelsen.