De ”nye” Drachmann-aftener er populære
KOMMUNEN: Det har ikke skadet de populære Drachmann-aftner, at de er blevet flyttet fra Drachmanns Hus til Bamsemuseets Café i Østerby.
Folk hygger sig i de ”nye” omgivelser og kan tydeligt også lide den nye form, aftnerne har fået med den første afdeling med tekster af Drachmann og en anden med tekster af andre danske og nordiske digtere.
De tidligere aftners titler er nu erstattet af temaer, som bliver bestemt fra uge til uge.
Temaerne de tre første aftener har været hemmelige før de enkelte aftener, men fremover vil de blive kendte inden aftenen.
Der er Drachmann-aften igen onsdag 8. juli kl. 20.
Denne aftens tema er ”Rejser”.
Det må vel betegnes som et aktuelt tema i en tid, hvor netop det at rejse er en lidt tvivlsom affære.
Opstillingen af borde samt placering af publikum er lavet med al mulig hensyntagen til de i øjeblikket gældende regler.
Drachmann-Kvartetten består stadigvæk af ægteparrene Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard og Birgit og Poul Bernth.