De ni læsninger i Abildgård Kirke

04. december 2020 kl. 13.00

KOMMUNEN: Abildgård kirke kalder til musikgudstjeneste med De ni læsninger onsdag 16. december kl 19.

De ni læsninger er en samling tekster som forbereder os til Jesu fødsel med bl.a. profetierne, bebudelsen og juleevangeliet.

Oprindeligt er det en engelsk tradition, men den gode form som veksler mellem tekstlæsninger, korsang, orgelmusik og fællessang har fundet vej til Danmark og er blevet en fast tradition rundt om i landets mange kirker.

Læsningerne varetages af personer med tilknytning til Abildgård kirke, og har således deltagelse af både medlemmer af menighedsråd, korsangere og læsegruppen ved Højmessen.

De enkelte læsninger ledsages af tekstrelevante tegninger af kunstneren Anne Marie Johanssen, som også er medlem af kirkens kunstudvalg.

Den niende og sidste læsning varetages af sognepræst Kenny Gottlieb Christiansen, som indledning til en kort afsluttende andagt.

Kormusikken og fællessangen har en meget central rolle i denne liturgiske Højmesse, hvor der både bliver lejlighed til at lytte til kendte engelske Christmas Carols og danske julesalmer.

Det er Abildgård kirkes voksenkor og vokalgruppen Oktogon, der står for de flerstemmige korsatser.

Undervejs får tilhørerne også mulighed for selv at stemme i på de indlagte fællessalmer, hvor både nye og gamle er repræsenteret.

Der vil således blive lejlighed til at opleve nyudgivet julesalme af Anne Linnet, der også stod for melodien til *Lille Messias* med teskt af Johannes Møllehave

Fællessangen og det afsluttende postludium festliggøres med deltagelse af trompetisten Jonas Terp hvor det pompøse Halleluja-kor fra Händels oratorium Messias spilles i en udgave for kor, orgel og trompet.

På grund af Corona vil der være max 100 pladser efter ”Først til mølle princippet”. Der er med andre ord ingen tilmelding til denne gudstjeneste.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste