Billede beskrivelse

De måtte en tur til Spanien for at lære om service

Handelsskoleelever på spansk studietur

17. oktober 2023 kl. 08.32

Det overordnede mål var at lære om god service. 

Afgangseleverne på Frederikshavn Handelsskole - EUX Business 3X - er netop vendt hjem fra deres studietur til Spanien. Studieturen bar temaet ”Service, kultur og oplevelser”.

Eleverne fra 3X sigter med deres EUX-business uddannelse mod en videregående uddannelse eller en læreplads inden for kontor, handel eller detail, hvor god service er en vigtig faktor. 

Derfor var turen arrangeret i samarbejde med Service og Co, en af Danmarks største guideuddannelser med fag på diplomniveau og guideophold i Spanien, Malta og Thailand. Eleverne fra Frederikshavn deltog i Service og Co.’s guideskole på lige fod med nye guider. Det foregik på hotellet Estival Park i Salou, der ligger cirka halvanden times kørsel fra Barcelona.

- Det er fedt, at vi får mulighed for at komme på en lærerig studietur. Undervisningen med Service og Co omkring service, kultur og takt & tone var meget relevante for vores linjer på EUX Business, og der blev brugt mange konkrete eksempler fra rejsebranchen og detailhandlen. Det bedste ved turen har været et bedre sammenhold i klassen, større kendskab til Spanien og spansk kultur samt indsigt i service og detailhandlen, siger Helena fra 3X i en pressemeddelelse fra Frederikshavn Handelsskole.

Det var første gang, at en studietur for EUX-eleverne var arrangeret i samarbejde med guideskolen. Det har været en succes, forklarer Anne Mose, der er uddannelseschef for EUD og EUX på Frederikshavn Handelsskole og med på turen:

- Turen har givet mulighed for at kombinere undervisning i fag, som eleverne kender fra hverdagen, med kulturelle og sociale oplevelser i Spanien. Undervisningen foregik på en anden måde end i det daglige, og der er ingen tvivl om, at eleverne har fået noget med hjem, som de kan bruge - uanset hvilken vej de vælger at gå efter EUX, siger hun i selvsamme pressemeddelelse.

Udover deltagelsen i guideskolen var der også tid for eleverne til en halvdags tur til den nærmeste større by Tarragona og en heldags ekskursion til Barcelona, ligesom der var tid til forskellige aktiviteter på hotellet, shopping og strandtur. Nu er de kommet hjem til efterårsferie, før det er tilbage til det almindelige skoleskema og velkendte fag som virksomhedsøkonomi, afsætning og informatik.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste