De hørte om bolignød og havnebyggeri i 50´ernes Skagen

Havnen er Skagens hjerte i dag, og det var havnen også i 50´erne. Og den gang havde de også gang i en udvidelse af havnen. Det fortalte Hans Nielsen fra Lokalhistorisk Arkiv i Skagen efter museumsformidler Henrik Houmøller havde budt 65 gæster velkommen til Nordjyllands Kystmuseum, og til en aften med en historisk vinkel på 50’ernes Skagen, fortalt af Hans Nielsen.

I mellem fortællingerne var der indlagt pauser hvor Gasterne sang et udsnit af deres katalog, med samme historiske vinkel til 50’ernes Skagen.

Hans Nielsen fortalte blandt andet:

- Mange betragter måske 1950’erne som et gustent årti, man skulle hurtigt igennem for at komme i gang med de glade 60’ere.

Sådan var det ikke entydigt i Skagen. Her var det et tiår, hvor afgørende, strukturelle forandringer dannede basis for det Skagen, vi kender i dag, og hvor det myldrede frem med initiativer, som viste sig bæredygtige langt ud i fremtiden.

Det helt store dyr i åbenbaringen i 1950’erne er naturligvis havneudvidelsen. Lige siden man lavede auktionsbassinet i slutningen af 30’erne havde fiskeriorganisationerne været klar til at sætte en vestlig havneudvidelse i værk. Besættelsesårene bremsede denne og mange andre planer, men næppe var tyskerne ude af klappen, før fiskerilobbyen begyndte at lægge et mildt og vedholdende pres på politikere og andre beslutningstagere.

Den 30. april 1951 bevilgede staten de første 2 millioner kr til en havneudvidelse, der samlet set var beregnet til at skulle koste 11,7 millioner kr.

Alle tegningerne havde man klar, så arbejdet blev udbudt i licitation den 31. maj. Der indkom 17 bud på arbejdet, som blev givet til firmaet Topsøe Jensen & Schrøder og påbegyndt den 27. november 1951.

I løbet af vinteren støbte man sænkekasser og spunspæle af jernbeton, så de var klar til at komme i vandet foråret 1952. Dækmolen blev også færdiggjort som noget af det første. 50 mand ville få arbejde med byggeriet, som man forventede ville tage ca. tre år.

Hyppigt i havn

De fleste kuttere drev hjemmefiskeri og var hyppigt i havn med lasten. Der var 317 fartøjer indregistreret i Skagen den 1. januar 1950, og det gav trængsel, når et stort flertal af dem skulle losse fisk og laste is, så man hurtigt igen kunne komme på åbent hav.

Mange fiskere var dog heller ikke blege for at søge mod fjerne fiskepladser. Adskillige tog den lange vej til Barentshavet, andre søgte mod varmere himmelstrøg som Marokko og endda Peru og Brasilien.

Hjemme var dog bedst, på trods af rationeringer, drabelige isvintre og boligmangel.

Befolkningen voksede, der var arbejde at få for alle ved fiskeriet og i den stærkt ekspanderende filetindustri. Man klemte sig sammen i kældre og på loftsrum, og selv om byens håndværkere sled som bæster, var der til stadighed fuldt hus i de tre boliger for husvilde, som kommunen stillede til rådighed.

Blandt byens store matadorer var I.P. Thomsen og Peder Anthonisen, der begge opbyggede rene imperier med fiskeindustri og rederivirksomhed. De skaffede arbejde til mange og sikrede samtidig sig selv en pæn placering øverst på listen over de største skatteydere.

Fiskernes Fiskeindustri

Men også folk på kajen kunne få gode ideer. Fisker Søren Hougesen var med til at så det frø, der siden blev til et firma med milliardomsætning – Fiskernes Fiskeindustri, og Alex Olsen startede Fiskernes Samlecentral, karftigt bistået af sit jern af en hustru – Bodil.

Speditør Poul Nielsen fik effektiviseret losningen af fisk og skabte senere en trawlflåde med 22 fartøjer.

Fjernsyn var et fremmedord, men der var masser af underholdning i at lytte til samtalerne på Skagen Radio, og ellers var der nervepirrende hørespil som ”Gregory-mysteriet” og ”Sivaskriget”. Biografen viste film to gange hver aften, og Musik- og Teaterforeningen havde næsten hele byen som medlemmer.