Seneste nyt

De har overskud til andre

Alice og Jørn skaber musisk medleven i mange hjem

29. januar 2018 kl. 11.59

- De kommer troligt mandag efter mandag for at synge med Villy, det er simpelthen ugens højdepunkt for ham. Så kan han være med. De gamle, kendte sanges ord kommer automatisk frem, og ellers synger Alice Hansen dem om og om igen lige ind i Villys øre, så han kan mere og mere. I skulle næsten komme og opleve det.

Sådan lød indstillingen til GF-forsikrings "Overskud til hinanden"-initiativ - og bag ordene står Villys kone, Jette Olsen i Frederikshavn.

Villy Olsen har tabt sit sprog efter en blodprop, men når Alice Hansen og ægtefællen Jørn Spelling dukker op med gamle danske sange - harmonika og guitar - ja så vender sproget tilbage.

- De får det optimale frem i Villy til stor opmuntring for ham, han er altid så glad, når han har været sammen med dem. De er en uvurderlig støtte for Villy og dermed også for mig, skrev Jette Olsen i indstillingen.

Og Villy Olsens hjem er ikke det eneste, der besøges af de to frederikshavnere.

De spiller op til samsang på på plejehjem i kommunen, og giver af deres tid for at glæde andre.

- Med jeres positive udstråling og evne til at give det enkelte menneske nærvær, formår i at kalde erindringer frem, ja smil og sang på læben selv hos demente, sagde formanden for GF-forsikring i Frederikshavn og Hjørring Jens Jørgen Vinther, som delte de verbale blomster sekunderet af sin hustru Birthe, som var klar med buketten til Alice Hansen.

Jette Olsen var den eneste, der vidste, at ægteparret Hansen og Spelling skulle have en pris mandag formiddag på den faste ugedag hos Villy - og derfor var det ikke så lidt af en overraskelse - glædelig selvfølgelig.

Og der blev såmænd også tid til at synge fødselsdagssang for Jørn Spelling, som blev 68 netop denne mandag.

Overrækkelsen var den anden i rækken af legatuddelinger, som GF står bag.

Baggrunden er GF Forsikrings nye slagord: Overskud til hinanden.

Og her er Alice Hansen og Jørn Spelling blevet indstillet - og også udvalgt som to mennesker, der virkelig har overskud til at rumme andre.

Ægteparret har tidligere været indstillet til Den nordjyske Initiativpris - nåde i 2016 og 2017.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste