De er ret skrappe i Elling

Scrapbookere mødes to gange om måneden i Ellingen

29. september 2019 kl. 08.01

ELLING: Scrapbooking er navnet på en amerikansk trend, der er udbredt i hele verden. Det oprindelige formål er at bevare billeder, avisartikler og gamle minder ved at klæbe dem dekorativt ind i en bog – en scrapbog.

I Danmark går trenden mere i retning af, at man laver hyggelige kort og invitationer til bryllup, konfirmationer og andre mærkedage eller sjove æsker med finurlige dekorationer.

Og det findes også i Elling.

Her mødes 15-20 ivrige ”scrappere” fra hele Nordjylland , hver anden torsdag i Ellingen.

Aftenerne arrangeres af Heidi Walther Bach, der også driver en lille butik i Ellingen, som sælger materialer til scrapbooking. Scrapperne, som alle er piger, mødes kl. 16 og så bliver der ellers klippet og klistret til kl. 22.00 – dog afbrudt af hygge med mad og kaffe.

Det store bord i Ellingen bliver fyldt med æsker, materialer og hjælpemidler – for også scrapbooking er lidt af et udstyrstykke, med egne stansemaskiner og specialknive.

Og selv indenfor scrapbooking findes der marathonevents.

Tre gange om året mødes 25-30 damer i Ellingen til Marathon Scrapbooking.

Arrangementet starter kl. 10 om formiddagen og slutter først til midnat.

Det er bare super hyggeligt fortæller Heidi.

Butikken i Ellingen holder i øvrigt åbent hver onsdag fra 15-17.30 og hver lørdag fra kl. 10-13.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste