
De er både maritime og innovative på erhvervsuddannelserne
En spændende og lærerig begivenhed fandt sted i Frederikshavn den 7. og 8. september 2023, da Maritim Innovation Camp bragte erhvervsuddannelser og maritim industri sammen i et stærkt samarbejde. Arrangementet, der var en del af Frederikshavn Kommunes verdensmålsuge, samler førende aktører som Svanehøj, Lærlingeordningen v/Erhvervsservice Nord, EUC Nord, TECH College og Danske Maritime.
Det skriver Danske Maritime i en pressemeddelelse.
Maritim Innovation Camp har til formål at fremme bæredygtighed og innovation blandt eleverne på erhvervsskolerne.
Initiativet drives i samarbejde mellem Lærlingeordningen, v/ Erhvervsservice Nord og Danske Maritime, mens EUC Nord og TECH College bidrager med deres erfarne faglærere som support og dommerpanel.
Campen bringer elever fra forskellige fagområder som industriteknik, smed, skibsmontør, elektriker og automatiktekniker sammen i tværfaglige grupper.
Eleverne bliver udfordret til at arbejde med en bæredygtigheds- og innovationsproblemstilling, der i år er stillet af Svanehøj. Den nordjyske pumpespecialist udvikler løsninger til den grønne omstilling i den maritime sektor og arbejder samtidig målrettet med at reducere sit eget klimaaftryk.
Under Maritim Innovation Camp skal eleverne samarbejde om at finde løsninger på Svanehøjs problemstilling og præsentere konceptuelle løsninger.
Prototyper i pap, skitser og andre innovative metoder vil blive brugt til at visualisere elevernes idéer. Fredag eftermiddag vil hver gruppe pitche deres løsninger for et dommerpanel bestående af faglærere fra skolerne, repræsentanter fra Svanehøj og Danske Maritime samt andre relevante aktører.
- Maritim Innovation Camp er en fantastisk lejlighed for eleverne at udforske og udvikle deres kreative og tekniske evner inden for en bæredygtig ramme, hvor de lærer at samarbejde på tværs af et hav af fagligheder, siger Anette H. Sørensen fra Lærlingeordningen.