Halfdanskerne elsker de danske viser og sange Foto: Frederikshavn Bibliotek
Livet her

Danske viser og sange

Halfdanskerne invaderer Frederikshavn Bibliotek

12. september 2019 kl. 08:43

FREDERIKSHAVN: Et af Danmarks bedste og mest populære viseorkestre – Halfdanskerne kommer til Frederikshavn Bibliotek, lørdag 14. september, kl. 15.00-17.00, med deres underholdende, morsomme og energiske show.

I en tid, hvor visemusikken ikke har megen bevågenhed hos de landsdækkende medier, beviser Halfdanskerne, at der stadig er et stort og engageret publikum, der elsker de gamle danske sange.

Trioen har, siden de i 2015 lanceringen showet ”Noget om en poet” i anledning af 100-året for Halfdan Rasmussens fødsel, været på en næsten uafbrudt turne i hele landet med langt over 50 årlige koncerter.

”Noget om en poet” blev fulgt op af det endnu mere populære show ”De største sange”, som blev efterfulgt af Halfdanskernes 10 års jubilæumsshow, der endnu en gang slog alle rekorder og fik trioen bredt rundt i det danske land.

I foråret udsendte trioen det ambitiøse album ”Alt hvad du længes mod”, hvor trioen for første gang selv har skrevet et par af melodierne. Sideløbende fortsætter turen rundt i Danmark med en lang række koncerter, og repertoiret er det kendte med tekster af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og andre danske digtere, arrangeret og fortolket af de tre dygtige musikere og fremført i et underholdende, morsomt og energisk show.

Halfdanskerne består af Mads Westfall, guitar og sang, Lars Grand, harmonika og sang, og Rasmus Vennevold, kontrabas. De tre professionelle musikere har sammen kørt Danmark tyndt siden 2008, har optrådt i TV og udgivet 3 albums.

Annonceret indhold

Nyeste