Danmarks største campingmarked
I mere end 40 år har Hedebo Strand Camping holdt kræmmermarked i pinsen.
I starten var det nogle få campister, der solgte ud af gemmerne, men i dag har markedet udviklet sig til at være måske Danmarks største campingmarked.
Her kan du møde børn, der sælger legetøjet, de er vokset fra. Voksne, der rydder ud i det, der for længe siden skulle have været solgt. Med andre ord sjove og anderledes sager som en flot ladcykel, mormors vase, håndstrik, blomster fra haven, tøj og kager. Og naturligvis pølseboder på Café Hedebo.
- Vi startede tilbage i 1970’erne for at tiltrække nye campister. I dag har vi næsten altid udsolgt og endda folk på venteliste, Det fungerer næsten som et garagesalg, hvor man har flyttet garagen ud på campingpladsen. Det er helt almindelige mennesker, der får ryddet lidt op. Så der sælges mange sjove ting, man ikke ser på almindelige markeder, hvor det koster en del at have en stand, fortæller lejrchef Eric Christensen.
Kom bare forbi, bommen er åben
En stand på Hedebos kræmmermarked koster en overnatning, hvilket væsentligt mindre end på de mere officielle kræmmermarkeder. Derfor kommer dér folk fra det meste af landet. Også mange af pladsens mere end 400 fastliggere benytter sig af chancen og stiller et bord op ved campingvognen med ting og sager. Det betyder, at veje, stier, pladser og ikke mindst strandkanten fyldes op med flere hundrede stadepladser.
- Det giver os en rigtig god lejlighed til at vise nærområdet, at vi ikke bare er for turister. Vi er også et sted, hvor man kan komme og tilbringe en hyggelig dag. Også selv om man ikke er campist, slutter Eric Christensen.
Vil I gerne besøge markedet, er der åbent lørdag den 3. juni og søndag den 4. juni fra kl. 10-17.
Ellers er alle altid velkommen til at komme forbi campingpladsen til et spil mini-golf, eller måske kigge forbi, når Hedebo holder sit store veterantræf med klassiske motorcykler og amerikanerbiler den 18. og 19. juli.
Da bliver der igen masser af spændende ting at kigge på og opleve.