Daglige henvendelser: Kunderne vil på fjernvarme
Gasprisernes himmelflugt har gjort brugen af gasfyr til en lunken fornøjelse, og mange forbrugere afsøger i nu alternative løsninger til opvarmning af deres boliger og ikke mindst produktionen i erhvervslivet.
Sæby Varmeværk Amba får dagligt henvendelser om tilslutning.
- Selv om der for nuværende bruges naturgas i mere end 50 procent af værkets samlede varmeproduktion, er vi konkurrencedygtige, og vi kan garantere for forsyningssikkerheden, oplyser driftsleder Karsten Thiessen.
Ud over naturgas har værket andre energikilder som el og solpaneler at veksle imellem for at producere varme ud i radiatorerne.
Stigning i år
Varmeværket har, som følge af stigende naturgaspriser, fra 2022 hævet deres á conto pris til 750 kroner pr. megawatt-time, hvilket svarer til en stigning på 62 procent.
De fossile brændstofpriser stiger voldsomt, eksempelvis er kubikmeterprisen på naturgas blot de seneste tre uger steget fra 6,50 til cirka 13 kroner/Nm3.
- Hvis vi alene skulle anvende naturgas på en gaskedel, ville en megawatt-time til forbrugeren koste cirka 1.500 kroner. Heldigvis kan vi også producere varme på vores gasmotorer og sælge elektricitet, hvilket gør at nettovarmeprisen bliver lavere.
- Vi er også meget opmærksomme på at placere vores produktion og salg på de mest fordelagtige tider på døgnet, pointerer Karsten Thiessen.
Der er i dag 3.700 forbrugere tilsluttet Sæby Varmeværk Amba og Karsten Thiessen vurderer, at der er cirka 200 husstande og virksomheder i dækningsområdet, der ikke er tilsluttet værkets net.
Tilslutningsprisen for et fritliggende énfamiliehus er på 12.500 kroner.
Varmepumper
Hos VVS-firmaet Finn Jensens Eftf. har Putins krig i Ukraine givet øget efterspørgsel på varmepumper fra forbrugere, der anvender naturgas.
Medejer af firmaet, Morten Sørensen fortæller, at de dagligt får henvendelser fra boligejere, der ønsker at skifte til såkaldte luft til vand varmepumper.
- Heldigvis kan vi stadig efterkomme efterspørgslen med en leveringstid på en til to uger, fortæller han.
Prisen for en varmepumpe afhænger af kvalitet, kapacitet, husets størrelse og tilgængelighed.
- Det er ikke ualmindeligt, at et køreklart anlæg løber op i mellem 100.000-150.000 kroner, oplyser Morten Sørensen.