Daginstitution udvides: Frygt for P-kaos på Abildvej
Trafiksikkerhedsudvalget skal vurdere løsninger til, hvordan man forbedrer p-forholdene på Abildvej
Kommunens Trafiksikkerhedsudvalg skal nu finde løsninger, der kan kappe den gordiske trafikknude omkring p-forholdene på Abildvej i Frederikshavn.
Det er tilkørslen til skolen og børnehaven, der skaber problemerne.
På skolen går 0. – 3. klasse, specialelever på alle årgange samt en børnehave med 36 børn og en specialbørnehave med ca. 30 børn.
Specialbørnene bliver kørt til skole i minibus/taxa.
Børnehaven er ved at blive udvidet, således der fra efteråret 2021 skal være 100 børnehavebørn, 20 vuggestuebørn og 30 specialbørnehavebørn.
Og det vil blive en konfliktmaximering set i lyset af, at de allerede eksisterende p-forhold er vanskelige.
En del af parkeringspladsen er forbeholdt minibus/taxa, mens resten af parkeringspladsen er indrettet ensrettet.
Den ene side er forbeholdt forældre, der vil sætte barnet af og fortsætte, mens det er muligt at parkere i den anden side. Afviklingen af trafikken går periodisk helt i stå, da bilisterne fra denne del af parkeringspladsen skal flette sammen med minibus/taxa.
I 2020 blev der etableret en ny parkeringsplads vest for skolen, som skal benyttes af skolens personale, således de ikke optager plads foran skolen.
For at aflaste parkeringsområdet yderligere er der givet mulighed for at foretage afsætning i buslommen, når bussen ikke er der – dog er det ikke en mulighed, der benyttes af mange.
Den intense trafik på Abildvej gør også, at det er vanskeligt for de børn, som bor i det nye boligområde syd for skolen, at krydse vejen.
Teknisk Udvalg er afsender på sagen til trafiksikkerhedsudvalget og der peges på to mulige løsninger.
Det gælder etablering af en ny udkørsel fra skolen, således færdselsretningen ændres, så trafikken kører ind ad den østlige adgang og ud ad den vestlige adgang, og det gælder etablering af fodgængerovergange.
Disse forslag skal trafiksikkerhedsudvalget nu vurdere og komme med en indstilling til Teknisk Udvalg om, hvad der bør sættes på skaft.