Billede beskrivelse

Dagens tilbud: Køb en kirke – eller to!

19. februar 2024 kl. 16.02

Asylgade i Frederikshavn har gennem tiderne huset adskillige kirker, og lige nu er to af dem til salg, endda hos den samme ejendomsmægler, nemlig John Frandsen. Her fortæller ejendomsmægler Mathias L. Sørensen, at det er en ren tilfældighed, at han har to kirker til salg samtidig. Men han siger også, at han er glad for opgaven. Det er to meget spændende bygninger, som imidlertid kræver, at han finder den helt rigtige køber.

Billede beskrivelse

Ingen af de to ejendomme, Asylgade 6 og Asylgade 10, er aktive kirker længere. Det er efterhånden mange år siden, og bygningerne er i dag indrettet som henholdsvis bolig og selskabslokale.

Den ældste af bygningerne, Indre Missions Kirke i Asylgade 10 blev opført i 1897 og fungerede i mange år som kirke for den store menighed. I dag er bygningen indrettet som selskabslokale med anretter-køkken. Desuden er der en lejlighed over festsalen. Nuværende ejer fortæller, at da han købte ejendommen i 2020, var der stadig kirkeklokke i tårnet. Den er dog taget ned i forbindelse med renovering.

Billede beskrivelse

Asylgade 6, som i dag er gennemrenoveret og indrettet som en meget eksklusiv bolig, har haft mange funktioner gennem tiden. Bygningen blev opført i 1927 og indrettet som afholdsloge for Good Templar ordenen. Da logebrødrene flyttede ud, svingede pendulet helt over til den anden side, og bygningen kom til at huse værtshuset Rødspætten.

Billede beskrivelse

Pendulet svingene endnu engang, da Rødspætten lukkede og frikirken Troens Vej overtog bygningen. Omkring årtusindskiftet ophørte funktionen som frikirke, og Asylgade 6 blev i stedet privatbolig. Nuværende ejer har boet der siden og har gennemført en total renovering og indrettet en fantastisk bolig i den tidligere kirke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste