Billede beskrivelse

Cozy Krea Café er en kreativ oase i din travle hverdag

17. november 2024 kl. 19.00

FREDERIKSHAVN: Navnet siger det hele: En café, hvor du kan hygge dig og være kreativ sammen med din familie eller dine venner. Frederikshavn har fået en attraktion for alle, der kan lide at udfolde sig kreativt. I første omgang handler det om at male på keramik, men på sigt vil der også komme andre kreative aktiviteter.

Cozy Krea Café er et sted, hvor du kommer helt ned i gear og får koblet af. For når du sidder og maler på keramik, er det umuligt at tænke på ret meget andet. Så forsvinder du lidt ind i din egen verden eller en verden fælles med dem, du er sammen med, men hvor der ikke er plads til alle hverdagens forstyrrelser.

Billede beskrivelse

Den ny café er i den grad et familieforetagende. Til daglig vil du især møde Andreas og hans kæreste Jasmin samt kusinen Karoline, men de får hjælp af en stor flok fætre, kusiner og venner. Forældre-generationen er også med, for bag initiativet står Jeanette Pedersen og hendes mand, der bor i Dronninglund. De vil primært være investorer, mens den unge generation skal give den gas med cafeen og de kreative aktiviteter.

- Jeg håber virkelig frederikshavnerne vil tage stedet til sig, og jeg tror Cozy Krea Café vil være attraktiv for mange turister også. Målet er, at cafeen skal være et blivende sted, hvor vi kan udvikle flere kreative udfoldelser, siger Jeanette Pedersen.

Billede beskrivelse

Det er der noget, der tyder på, vil lykkes. Blandt de første gæster i Cozy Krea Café var veninderne Emma Poulsen og Maja Nilsson, som er begejstrede for, at denne mulighed nu findes i Frederikshavn.

Konceptet er, at man køber et stykke keramik og får farver stillet til rådighed. Når du er færdig med at male, sørger personalet for, at keramikken bliver brændt i cafeens keramikovn, så det kan afhentes nogle dage senere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste