Conora-kø til smukke stemmer I kirken
Flot afslutning på operaskolen i Skagen
SKAGEN: Der var kø ved kirkedøren med passende Corona-afstand og alle forholdsregler håndhævet indendørs, da Operaskolens 15 unge sangere efter en uges undervisning lørdag indbød til afslutningskoncert i Skagen Kirke.
- Så flot en koncert og en sådan variation i stemmer. Helt bestemt nogle navne iblandt vi skal holde øje med fremover, lød bedømmelsen efter koncerten af en af de godt 100 tilhørere, den opera-kyndige Mette Nedermark fra Frederikshavn.
Højere standard
Også sommerskolens primus motor, chefen for Operaakademiet, Anne Margrethe Dahl, der med sin gode fortællinger kædede de enkelte numre fra forskellige operaer og klassiske evergreens sammen, var tilfreds.
- Standarden var en tand højere i år end sidst, bl.a. i kraft af netop mere bredde i stemmerne, lød det fra Anne Margrethe Dahl efter koncerten.
-Den viste fint, hvor mange typer stemmer, der kan synge opera. Hver stemme sætter dens unikke fingeraftryk i den brede vifte, og vi har herset med de unge for at få deres stemme - deres instrument derhen, hvor det gør sig allerbedst, understreger akademi-lederen.
Fornem falset
Skønne sopraner og mezzosopraner, tenorer og barytoner, samt endda også en contretenor i fornem falset, satte sanserne i højeste gear og nydelse på bænkeraderne.
Mozart, Offenbach, Puccini og Verdi “kom og gik” under koncerten, der dog smukt blev indledt af fire mandlige sangere med danske Carl Nielsens “aftenstemning” og afsluttet af to kvindelige med Offenbachs “Belle nuit” og resten af sangerne som kor.
Lidt Corona-uvenligt måtte sangerne i partier med flere på repos’en ad gangen synge deres længsler og trængsler ud til hinanden med en meters afstand.
Men det tog nu ikke glansen af de ædle kunstarters sang, og der var stor applaus til hver og en af de unge sangere.