Billede beskrivelse

Camilla er faster til to fodboldhold

19. oktober 2021 kl. 16.00

Antallet af spillere på ØVIs U9 hold og ØVI/TTBs U10 hold er på kort tid vokset til 17, og det er noget af en opgave for træner Camilla Købsted Christensen at håndtere, og hun håber, at der snart melder sig en hjælpetræner, for det mener hun, at spillerne har fortjent.

I 2020 fik Camilla Købsted Christensen en henvendelse fra Østervrå Ifs fodboldbestyrelse, om hun hvad lyst til en tjans som træner for klubbens U9 hold.

Det takkede hun ja til, og noget tyder på, at hun har ret godt fat i de unge spillere.

- Da jeg startede, var der fem spillere, og vi kom hurtigt op på 11 spillere, fortæller Camilla, som er fulgt med sit hold op i U10-rækken.

I den nye sæson sagde Camilla også ja til at tage tre U9 spillere under sine vinger, og snart var de seks spillere.

- Det betyder, at jeg på et år er gået fra at være træner for fem, nu har ansvaret for 17 børn, og det er lige i overkanten, indrømmer Camilla, som forgæves har søgt med lys og lygte efter en hjælpetræner.

Det var et stykke tid siden Camilla havde haft en trænerjob, men hun var klar til at sige ja, da ØVI henvendte sig.

- Jeg kunne mærke, at jeg savnede det, fortæller Camilla, jeg har ingen børn selv, men jeg elsker at være sammen med børn, selv om jeg da også en gang i mellem synes, at de kan være virkelig irriterende, indrømmer hun med et stort grin.

- Det er bare så skønt at se, hvordan spillerne udvikler sig efterhånden, som sæsonen skrider frem. Jeg kan tydeligt se og mærke, at mine spillere er begyndt at forstå spillet, og det er da en fantastisk belønning at få.

Camilla er populær hos spillerne, og det er slet ikke spor svært at forstå, for hun tager sig af dem som en mor med masser af omsorg.

Det var der også indlagt i en helt særlig træningstime, hvor spillerne blev bedt om at indfinde sig i klubhuset. – De talte simpelthen så grimt til hinanden, forklarer Camilla, og det var jeg nødt til at gør noget ved, så vi tog lige en hel træningstime, hvor vi bare øvede os i at sige pæne ting om hinanden, og det har de lært rigtig meget af.

Det er ikke kun børnene, der er glade for Camilla. Forældrene er også rykket tættere sammen på sidelinjen, hvor der bliver heppet og bakket op af alle mand.

Forleden var der sæsonafslutning, hvor Camilla holdt en lille positiv tale for hver spiller, og efterfølgende overrakte en medalje og et diplom med individuelle titler på.

Flere lokale butikker havde sponseret til festen, og spillerne overrakte også en gave og tak til deres træner.

Nu tager Camilla og de 17 spillere fat på indendørssæsonen, og en opmærksom tilskuer vil sikkert undre sig over, at spillerne kalder Camilla for faster.

Forklaringen er, at to af Camillas nevøer er på holdet, og de kalder hende altid faster, og det har de øvrige spillere helt naturlig tager til sig. Sådan er det gået til, at Camilla er blevet faster til yderligere 15 fodboldspillere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste