Billede beskrivelse

Byfondens arkitekt: - Der er stort potentiale i byen

10. maj 2023 kl. 19.00

Stort fremmøde og stor spørgelyst kendetegnede Frederikshavn Byfonds repræsentantskabsmøde i Maskinhallen forleden, eftersom der var spændende punkter på dagsordenen. 

Mødet startede nemlig med en byvandring sammen med Byfondens nye arkitekt, Boris Brormann Jensen, der undervejs kom med vurderinger af byens arkitektur samt input til, hvad man bør passe på. Især var han begejstret for det kig til havnen, der er flere steder i byen, ligesom han pegede på mange baggårde, hvor der er potentiale til at udvikle spændende byrum.

Efter byvandringen fik de 40 deltagere en præsentation af de planer for midtbyen, som netop er sendt i offentlig høring. Arkitekt Jacob Børresen fortalte om kommunens tanker og visioner for bymidten, og det var især under dette indslag, at spørgelysten var stor.

Frederikshavn Byfonds formand, borgmester Birgit S. Hansen, fortalte i sin beretning, at byfonden arbejder med, hvordan den kan være med til at understøtte bymiljøet, og en af de ting, man har drøftet, er at tilbyde arkitektbistand til husejere i midtbyen, der går med renoveringsplaner. Det vil dreje sig om skitser, der kan give ejerne inspiration.

Billede beskrivelse

Frederikshavn Byfond har besluttet at give et tilskud til julebelysningen, som Frederikshavn efterhånden er blevet kendt og elsket for.

Et særligt afsnit i beretningen var helliget Poesiparken, som er forankret i byfonden. Projektet startede i 2017, og til sommer indvies værk nr. 40. 

Birgit S. Hansen glædede sig over den popularitet, som poesivandringer med eller uden fællessang har opnået - især at skolerne har taget Poesiparken til sig og bruger den aktivt i undervisningen.

Frederikshavn Byfonds fornemmeste opgave er at præmiere god arkitektur. I det forløbne år er der uddelt to plaketter og et diplom. Diplomet blev givet til Krøghsvej 5 i Strandby, mens plaketterne blev tildelt Gammeltorv 20 i Frederikshavn og Niels Tvillingsvej 10 i Strandby.

Valghandlingen var hurtigt overstået, idet Jacob Vejby Olesen, Casper Sørensen og Gitte Ravn alle blev genvalgt. Næste aktivitet i Frederikshavn Byfond er præsentation af endnu et værk i Poesiparken d. 23. juni ved Frederikshavn Boligforenings Hånbæk-afdeling i forbindelse med boligforeningens jubilæum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste