Byfonden har nomineret fire huse

10. september 2020 kl. 14.20

Fire huse er nomineret af Frederikshavn Byfond i forbindelse med årets præmiering. Den 25. september på byens fødselsdag – bliver det afsløret, hvem der får rosende omtale, hvem der får diplom og hvem der får byfondens fornemste pris, nemlig plaketten.

Husene ligger på følgende adresser:

Nørgårdsvej 68 Strandby

Dette nyopførte 1-familieshus på Nørgaardsvej skiller sig markant ud fra det meste af det vi ser i vores nye parcelhusområder.

Der er tale om et fladtaget og meget elegant, langt og lavt bygningskompleks med let afvekslende højder. Huset er på samme tid elegant og diskret.

Strandvej 104, Strandby

Huset er af hensyn til blandt andet terræn og udsigten mod Kattegat sammensat af flere bygningskroppe med varieret højde og drøjde.

Samspillet med klitterne giver huset karakter af at det ligesom ”vokser” ud af terrænet med en spændende fremtoning, som gør det helt forskelligt fra de fleste gængse rektangulære 1-plans huse.

Vibevej 24

Et godt eksempel på renovering af en af de ”kraftfulde” 1½-etages villaer på Vibevej. Samlet set er der tale om et hus med en rigtig fin fremtoning:

Pudsede hvidmalede facader med småsprossede vinduer både i stueetagen, på 1.-salen og i den høje kælderetage

Abelsvej 3

Hjørnehuset Abelsvej 3 er et meget flot eksempel på hvordan et anonymt udseende enfamilieshus gennem ombygning kan ændre totalt udseende.

Huset havde oprindelig blandt andet teglstensfacader, træbeklædte gavltrekanter og havde ovenlys.

Huset ser i dag ud som et helt nyopført hus med pudsede, svagt gulmalede facader, lysegrå sokler og hvide gesimser langs tagkanterne. Alle vinduer og døre er småsprossede.

Den 25. september bliver der først afsløret ny poesi på Danyard v/den gamle port. Derefter er der præmiering og dagen sluttes af med repræsentantskabsmøde, som har været udsat med baggrund i Covid 19. Præmiering og repræsentantskabsmøde foregår indenfor i et kæmpestort lokale i FME bygning 15, 1. sal på Havnepladsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste