Billede beskrivelse

Butikstyverier er et stigende problem i dagligvarebutikker

18. oktober 2023 kl. 16.45

Samfundet ændrer sig, bliver mere digitalt og er nærmest blevet kontantløst. Det får også dem, der befinder sig på den forkerte side af loven, til at ændre adfærd og finde nye jagtmarker. Der er stort set ingen virksomheder, der ligger inde med større summer i kontanter, og det samme gælder private husholdninger. Derfor ser vi et fald i indbrud disse steder.

Men hvor skaffer de kriminelle så de penge, der i mange tilfælde skal finansiere et misbrug? Spørger man butiksejere, vil de sige, at tyveknægtene er gået over til naturalieøkonomi. I hvert fald oplever dagligvarebutikkerne et stigende problem med butikstyveri. Det er dog ikke et billede, som Nordjyllands Politi kan bekræfte. Her peger man i stedet på, at en stor del af kriminaliteten er gået online.

Vi har talt med flere købmænd i Frederikshavn, som alle sammen oplever stigende problemer med butikstyveri. Når butiksdetektiven er i butikken, er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt han afslører en tyv, men om hvor mange han pågriber.

Butikstyvene bliver stadig frækkere og tilsyneladende ligeglade med konsekvenserne. Det er ressourcekrævende for butikkerne og skaber utryghed hos de ansatte. Det er imidlertid også et problem, som butikscheferne ikke har så meget lyst til at tale om.

Forsøger at dæmme op

En undtagelse er købmand Djenad Hercegovac, Meny på H. C. Ørstedsvej. Han erkender åbent, at butikstyverierne er blevet en svøbe for dagligvarebutikkerne. Og så ligger hans butik endda i udkanten af byen, hvor problemet er mindst. Han oplever, at tyvene er blevet mere forhærdede og i nogle tilfælde optræder truende og ubehagelige over for butikspersonalet.

- Vi forsøger at dæmme op for tyverierne ved at gøre os synlige over for tyvene, som vi kender eller let kan spotte. Men det er ikke altid nok, og jeg kan ikke forlange af mine unge medarbejdere, at de skal konfrontere en butikstyv, der optræder truende. Vi kan godt låse nogle af de dyreste varer inde, men det betyder jo en ringere service for alle vores ærlige og loyale kunder, så det vil vi helst ikke. Når vi pågriber en butikstyv, skal vi bruge tid på at identificere vedkommende og udfylde politianmeldelse samt finde og gemme dokumentation i form af overvågningsbilleder til brug i en eventuel fremtidig retssag. Tid, som vi hellere vil bruge at servicere de gode kunder. Og det er frustrerende, at vi kan møde samme person i butikken få timer senere, siger Djenad Hercegovac.

Hos Nordjyllands Politi har vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, leder af Patruljecenter Frederikshavn, kigget i statistikken for de seneste år, og her tegner sig et billede af faldende antal butikstyverier.

Billede beskrivelse

- Under coronaen faldt antallet af anmeldte butikstyverier fra ca. 120 om året til 67 i 2020. Siden er antallet steget igen, men ikke op på samme niveau. I 2021 var der 115 anmeldelser, i 2022 103 og de første ni måneder af 2023 har der været 89 anmeldte butikstyverier. Men vi kender naturligvis kun de tilfælde, der bliver anmeldt, der kan være et mørketal af tyverier, der ikke anmeldes, siger Kenneth Ginnerup og fortsætter:

- Det er vores klare opfattelse, at kriminaliteten i høj grad er flyttet over på internettet, lige som vi ser flere tricktyverier. I forhold til butiksejerne kan jeg oplyse, at af de 89 anmeldelser, vi har fået i år, har vi sigtet 83 pct., så det er helt klart et område, vi prioriterer. Vi må så også erkende, at der vil være tilfælde, hvor vores patruljer er optaget af mere presserende opgaver og derfor ikke kan reagere på en anmeldelse om butikstyveri med det samme.

Vicepolitiinspektøren oplyser, at mange butikstyverier, hvor tyven erkender, klares med en skriftlig anmeldelse. Men hvis det drejer sig om børn, udlændinge eller folk, der nægter at identificere sig, så rykker politiet ud. Selvfølgelig også, hvis tyven optræder voldeligt eller truende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste