Butik inviterede institutioner til juletræsfest
“Skillemadinka dinka du, skillema-dinka-du
hør på Søren Banjomus, han spiller nemlig nu.
Skillemadinka dinka du, skillemaldinka du.
Kom og syng og dans med os, det syns vi, at I sku’
Vi glæder os til juleaften, så blir træet tændt
og vi får fine julegaver, ih, hvor er vi spændt”
Omkring 54 børn fra Skagen, en flok pædagoger og en julemand i egen høje person synger godt til, mens de danser om et plastikjuletræ med lys og pynt.
Det foregår på førstesalen i Superbrugsen i Skagen, hvor brugsens bestyrelsen igen har aktiveret det gamle cafeteria.
Første gang var til et medlemsarrangement i efteråret, og nu har Superbrugsen inviteret Skovbørnehaven Fyrrekrat og den integrerede institution på Trindelvej til juletræsfest, med masser af julemands-underholdning, gaver fra butikken og æbleskiver varmet i slagterafdelingens store ovn.
Byggerod i børnehaven
- Jeg hørte, at institutionen på Trindelvej var i gang med en større ombygning af køkkenet og fik lyst til at gøre noget for de børn, så de kunne komme lidt ud og væk fra byggerod og maskiner, siger formand for Superbrugsens bestyrelse i Skagen, Allan Jensen, som så i næste samme åndedrag gjorde op med sig selv, at der var plads til flere børn end dem fra Trindelvej og derfor også inviterede skovbørnehaven.
Og arrangementet er kærkomment hos institutionen på Trindelvej.
- Pladsen hos os er for tiden trang, fordi vi bygger nyt køkken, så det er helt fantastisk at blive inviteret til det her. Der er faktisk ting, som vi har måtte springe over i år, fordi vi ligger i byggerod fortæller Annette Lundholm fra Trindelvej om situationen i institutionen.
Årsagen til byggerodet er at forældrene til børnene i institutionen har sagt ja til at være en del af den frivillige frokostordning og i den forbindelse var en opgradering af huset køkken nødvendigt.
Flere arrangementer i støbeskeen
Julearrangementet i Superbrugsens cafeteria er, hvis det står til bestyrelsen, bare en del af mange flere arrangementer, som brugsen planlægger at lave i løbet af næste år også.
- Vi laver et årshjul, hvor vi gerne vil lave arrangementer til højtider i løbet af året. Det kan for eksempel være til fastelavn, halloween og jul, siger bestyrelsesformanden og nævner blandt andet også kundeaftener for coop-medlemmer med vinsmagninger og romsmagninger, som en mulighed.