Bulder og brag i Skagen: Hjemmeværnet øver denne weekend
Fra fredag 4. juni klokken 16 til lørdag 5. juni klokken 17 afholder Hjemmeværnseskadrille Vendsyssel bevogtningsøvelse på Radarhoved Skagen.
Under øvelsen vil der blive brugt løs ammunition, kanonslag og alarmblus med mere, oplyser Hjemmeværnet.
- Igennem den seneste tid har Flyverhjemmeværnet fået udarbejdet objektplaner på flere af Flyvevåbnets installationer og herunder Radarhovedet i Skagen. Det er den plan, der skal have sin første afprøvning den kommende weekend, siger eskadrillechef Bo Dalsager.
Der vil deltage cirka 35 mand inden for hegnet med det nødvendige grej for at gennemføre en egentlig bevogtning.
Hjemmeværnseskadrille 260 Vendsyssel er flittig brug af Radarhovedets faciliteter til uddannelse og træning.
- Vi kan altid bruge flere medlemmer til at løse opgaven, så er du interesseret kontakt mig, runder Bo Dalsager af.