Brug drikkevandet fornuftigt
Tørke kan betyde net ændret forbrugsmønster, men endnu er der ikke mærkbare ændringer i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Danmark er ramt af den historisk værste tørke - i hvert fald hvis man spørger DMI.
Det betyder, at vandværkernes pumper arbejder på højtryk for at følge med det merforbrug af vand, som kunderne efterspørger. Men der er grænser for, hvor meget vandværkerne kan pumpe op, hvorfor danskerne skal bruge deres vand med omtanke.
- Vi bliver simpelthen nødt til at bede danskerne om at vise samfundssind. Der er vand nok til alle, hvis man efterlever de restriktioner, som vandværkerne melder ud. Der er ingen grund til at vande græsset. Selvom det er vissent, så bliver det grønt igen, når vi en gang får regn igen. Og der er heller ingen grund til at fylde havebassinet op med vand. For der skal være vand nok til dem, der har brug for det til f.eks. deres dyrehold, siger seniorkonsulent i DANVA, Claus Vangsgård.
Nogle vandværker har udstedt generelt vandingsforbud, men det er ikke aktuelt i Frederikshavn - i hvert fald ikke lige nu.
- Vi følger forbruget løbende og har naturligvis et ekstra øje på ændringerne netop her under tørken, siger forsyningschef Lars Østergaard.
Men ind til nu er der ikke noget, der fordrer indgreb i forhold til kunderne.
Men derfor er omtanke jo altid en god ting.