Bowie udsat for strygere
ALBUM-koncert i Det Musiske Hus 11. januar
Når de fire ALBUM-koncerter afvikles i den nye år er der igen talenter fra det unge, nordjyske musikliv med på scenen.
- Bowies katalog af sange er virkelig en udfordring bandmæssigt. Ikke alene omgav han sig med de dygtigste musikere, men han var også nysgerrig på arrangementer og nye klange. Denne gang har vi derfor været på udkig efter unge strygertalenter, udtaler kapelmester Søren Kepler.
Valget er faldet på de to brødre Emil og Rasmus Balslev fra Skørping. De har begge gået på Aalborg Kulturskole i en længere årrække. De er begge aktive i Nordjyllands Ungdoms Symfoniorkester.
Og Søren Kepler glæder sig til at præsentere dem i et rytmisk, rock setup:
- Der var ingen tvivl hos mig, da jeg hørte dem til audition. De skulle bare med på turen. Og samtidig er de begge fans af Bowie. Jeg tror det bliver en kæmpe oplevelse for dem og for publikum, siger Søren Kepler.
På scenen er også Henrik Fevre, på lead sang, samt Thomas Vammen Jensen, Rikke Noor, Signe Wang Carlsen, Johannes Aaen Jensen, Sigrid Rasmussen, Jakob Skov Søndergård og Søren Kepler.
Det er David Bowies Ziggy Stardust der spilles, sammen med et medley af numre fra Bowies’s karriere - fra Space Oddity til Blackstar.
Det regionale spillested, Det Musiske Hus er initiativtager til ALBUM konceptet, som kan opleves 11. januar netop i Det Musiske Hus.