Botex er nu flyttet til nye, større lokaler

05. oktober 2020 kl. 09.38

Det er 21 år siden at Kim Rasmussen startede som selvstændig med KR Gardiner i Danmarksgade 24B.

Lokalerne var i det mindste og der havde i mange år manglet især lagerplads, og da bygningen tværs over gaden i Danmarksgade 17 blev ledig, var der muligheden for både at få en større butik, samt bedre værksteds- og lagerfaciliteter.

I sidste uge holdt butikken lukket i tre dage, mens alt blev flyttet - og torsdag d. 1. oktober var man klar til at byde kunderne indenfor i den nye forretning.

- Det var tre hårde dage, da vi skulle have det hele flyttet. Vi havde 10 mand til at hjælpe, og der var 1000 spørgsmål, der skulle tages stilling til, men det bliver heldigvis super godt. Der er højere til loftet, og vi får ekstra 80 m2 i butikken og ca. 70 m2 ekstra på lager og værksted, og det havde vi virkelig behov for fortæller Kim Rasmussen.

For seks år siden blev forretningen en del af Botex konceptet og for to år siden solgte Kim Rasmussen 50% af forretningen til Anna Steen, og skiftede samtidig navnet KR Gardiner helt ud med Botex. I forretningen finder man udover Kim og Anna også Dorthe Graves.

- Vi går stadig og venter på de sidste efterårs- og julevarer, men coronaen har givet utrolig lange leveringstider. Selvom næsten alle vores metervarer bliver produceret på fabrikker i Europa er vi alligevel ramt af problemerne i Kina, hvor råvarerne kommer fra.

- Der kommer noget helt nyt sengetøj i bambus by Skagen som vi venter os meget af, samt et helt nyt spændende mærke Moyha, som bl.a. har flotte puder og plaider i uld. Og så er de nye julevarer også på vej. Det bliver spændende at få det på plads i den nye butik fortæller Kim Rasmussen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste